Den engelske landsholdsmålmand Joe Hart var i sommer medvirkende i et af transfervinduets største overraskelser, da han skiftede engelsk fodbold i Manchester City ud med Serie A-bold i Torino.

Opholdet i den italienske klub varer sæsonen ud, men Joe Hart gør sig ingen intentioner om at skulle tilbage i Manchester Citys bur efter sit første møde med Josep Guardiola. I et interview med 90min.com lægger 29-årige Hart ellers ikke skjul på, at han helst gerne ville være fortsat i Premier League-klubben i sommer, men efter Guardiola havde hentet Claudio Bravo, så han ingen anden udvej end at tage bagdøren og lade sig udleje i et år.

Trods en årelang status som fast målmand i Manchester City og det faktum, at han måtte sluge en hård nød og forlade en klub, han har været en del af i 10 år, valgte Joe Hart at give den spanske manager hånden og ikke smække med døren efter den nedslående besked.

»Jeg er ikke kommet her for at bevise, hvad jeg kan. Jeg er her, fordi jeg var nødt til at se mig om efter noget andet og ikke kunne afklare noget permanent. Jeg ser sådan på det, at jeg vil gøre det så godt som muligt for Torino, og hvis der så er nogle andre klubber, som kommer og vil have mig, tror jeg ikke, at Manchester City vil stille sig i vejen,« siger han og tilføjer om sit skæbnesvangre møde med Guardiola:

»Jeg kom tilbage (til Manchester City, red.) efter europamesterskaberne, og han fortalte mig under en samtale, at han havde sine tvivl omkring mig, Jeg gav ham hånden og sagde, at det var meget professionelt og ærligt sagt, men at det ikke var, hvad jeg havde håbet at få at vide.«

»Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville arbejde for ham og se, hvad det kunne blive til, men jeg fik det indtryk, at det ikke førte nogen vegne. Jeg fik det indtryk, at jeg ikke ville komme til at spille. Så jeg talte med sportsdirektøren og sagde: 'I vil gerne have mig til at smutte, ikke?' Han stoppede mig ikke i at tale. Jeg er klar til at kæmpe, men man skal kende sine kampe. Det her var en holdning fra en person med en masse magt i klubben, og jeg var ikke på hans side,« forklarer Joe Hart, der har pænt med succes i Torino.

Klubben ligger efter 14 runder på syvendepladsen i Serie A - med kun tre nederlag. Det er lige så få som eksempelvis topholdet og bysbørnene fra Juventus.