AC Horsens er efter tre runder fortsat ubesejret i Superligaen, efter det søndag blev 2-2 ude mod Brøndby.

Brøndby. Oprykkerne fra AC Horsens bliver ved med at imponere i Alka Superligaen.

Holdet hentede søndag et enkelt point med hjem fra Brøndby, hvor kampen endte 2-2.

AC Horsens havde før søndagens udekamp hentet uafgjort mod både AaB og Sønderjyske, og den flotte sæsonstart fortsatte, da AC Horsens kom tilbage efter undervejs at være bagud 0-2.

 
AC Horsens' offside-fælde kikser, og så kan polske Kamil Wilczek udbygge til 2-0 for Brøndby.
Vis mere

Kampen blev spillet mellem Brøndbys to Europa League-kvalifikationskampe mod Hertha Berlin, og cheftræner Alexander Zorniger havde derfor skiftet godt ud på holdet, hvilket blandt andet gav debutanten Hjörtur Hermannsson en plads fra start.

Pointdelingen er Brøndbys første pointtab i denne sæson, og de to AC Horsens-scoringer var desuden de to første mål, som Brøndby og målmand Frederik Rønnow har lukket ind.

Brøndby forsømte dermed muligheden for at komme på omgangshøjde med FC København i toppen af Superligaen, hvor FCK fortsat har maksimumpoint og dermed to point mere end rivalerne.

 
Andrew Hjulsager scorer med en smart afslutning sit tredje mål i tre Superliga-kampe i hjemmekampen mod AC Horsens.
Vis mere

Brøndby startede kampen bedst og kom efter godt 20 minutter foran, da formstærke Andrew Hjulsager sparkede bolden fladt i nettet.

Mens AC Horsens satsede stort på dødbolde, kom Brøndby til flere gode muligheder, og kort inde i anden halvleg fik hjemmeholdet udbygget føringen, da Kamil Wilczek udnyttede en friløber og scorede til 2-0.

Få minutter efter reducerede AC Horsens til 1-2 ved Kjartan Finnbogason, og med knap ti minutter igen sendte Kim Aabech med et flot spark bolden i nettet til 2-2.

 
Stakkels Hallur Hansson slår sig først i en hovedstødsduel, og derefter stamper klubbens fysioterapeut på færingens ædlere dele.
Vis mere

/ritzau/