Med Brøndbys sejr i Hobro er det ikke længere muligt for AaB at nå fjerdepladsen og europæisk klubfodbold.

Aalborg: AaB kan vinke farvel til europæisk fodbold efter sommerferien.

Det står klart, efter at nordjyderne hjemme i Aalborg torsdag aften spillede 0-0 mod FC Midtjylland i Alka Superligaen.

Med Brøndbys sejr i Hobro har Lars Søndergaards tropper fire point op til fjerdepladsen, der giver adgang til kvalifikation til Europa League, og dermed er det nu teoretisk umuligt for AaB at nå den eftertragtede fjerdeplads.

For FC Midtjylland kan det stadig blive alt fra sølv til en fjerdeplads før sidste spillerunde. Sønderjyske fik kun et enkelt point hjemme mod Randers FC, og dermed har FCM tre point op til sønderjyderne og et forspring på to point ned til Brøndby.

AaB måtte undvære flere af deres normale startere torsdag. Både Lukas Spalvis, Kasper Risgård, Jakob Ahlmann og Thomas Enevoldsen var væk fra truppen, og derfor måtte unge spillere som Jannik Pohl og Oliver Abildgaard træde ind i stedet.

Styrkeforskellen var tydelig i første halvleg, hvor FCM's fysik overmatchede hjemmeholdets unge spilere. Midtjyderne ramte blandt andet stolpen og fik et mål meget tvivlsomt underkendt for offside.

AaB kom bedre ud til anden halvleg, og unge Jannik Pohl havde flere store chancer for at bringe nordjyderne foran. FCM-målmand Mikkel Andersen leverede dog to store pragtredninger, som holdt gæsterne inde i kampen.

Paul Onuachu stod for FCM's største muligheder i anden halvleg, men en stærkt spillende Nicolai Larsen i AaB-målet holdt nigerianeren væk fra en scoring.

I kampens slutfase pressede begge hold på for en scoring, men bolden ville ikke ind, og dermed endte det hele 0-0.

AaB skal i sidste spillerunde en tur til Odense og møde OB, mens FCM tager imod FC Nordsjælland hjemme MCH Arena.

/ritzau/