AaB tabte lørdag eftermiddag 2-0 til sin gamle træner Magnus Pehrsson og hans Djurgården som sidste led i forberedelserne til forårspremieren næste søndag.

Lørdag eftermiddag var Magnus Pehrsson tilbage på den bane, hvor han for to år siden var træner. Og det var et succesfuldt gensyn for svenskeren, idet det lykkedes hans Djurgården at slå AaB med 2-0.

AaB, der stillede i noget, der minder om bedste opstilling fik således ikke fuldt ud bevist, at holdet er toptunet og finpuset frem mod forårspremieren hjemme mod FC København næste søndag.

AaB’ernes præstation bar således præg af mange personlige fejl, og det var netop på en sådan uprovokeret fejl, at Djurgården kunne bringe sig foran.

At aalborgenserne var sårbare på kontra viste sig som en hovedpine, der var svær at vænne sig af med.

Således faldt stockholmklubbens andet mål også på et flot udført omstillingsangreb, og nordjyderne må ligesom FC København sande, at indgangen til forårspremieren ikke blev den bedst tænkelige.

Magnus Pehrsson og Djurgården stillede i øvrigt med tre danskere. Den tidligere AaB-træner havde således fundet plads til den forhenværende AaB-målmand Kasper Jensen, mens også Marc Pedersen og Peter Nymann tørnede ud for svenskerne.

Tipsbladet.dk