Esbjerg gik videre til kvartfinalen efter straffesparksduel med AaB, der nu er uden sejr i tre kampe i træk.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det begyndte så godt for AaB. En sæson, hvor de unge imponerede, og Aalborg igen havde et fodboldhold i toppen af dansk fodbold. Men nu ser det ud til, at gnisten er slukket hos de unge jyder. To nederlag i træk i Superligaen og torsdag en skuffende exit i pokalturneringen via et nederlag til Esbjerg.

Der skulle godt nok en straffesparkskonkurrence til efter 0-0 i ordinær kamp og forlængelse, før Esbjerg kunne kalde sig kvartfinalist i pokalturneringen. Kaykes straffespark blev flot reddet af Esbjerg-keeper Lucas Hradecky, og Anders Due skød på overliggeren, mens de fire første Esbjerg-skytter formåede at score for Esbjerg. Dermed var 4-2-sejren en realitet.

Straffesparkskonkurrencen var det mest ophidsende, der skete i Esbjerg torsdag aften, for selve kampen og den forlængede spilletid var fattig på tempo og chancer og rig på fejlafleveringer og lange gab fra de 3.181 tilskuere på de vestjyske lægter.

AaB-træner Kent Nielsen havde sandsynligvis topkampen mod FCK søndag i tankerne, da han stillede op uden Rasmus Würtz, Jeppe Curth, Kenneth Emil Petersen, Kasper Kusk, mens Thomas Augustinussen var skadet.

Kusk og Würtz kom ind fra start af anden halvleg, og ganske snigende manifesterede AaBs dominans sig. Kusk havde en god mulighed, mens et indlæg af Helenius blev dirigeret på overliggeren af Esbjergs Kian Hansen. For Esbjerg var især Braithwaite den store synder, da han i fri position misbrugte muligheden.

Steffen Ernemann, Arnor Smarason, Jesper Lange og Martin Braithwaite var alle sikre i deres straffespark, mens AaB altså brændte to gange. Med 4-2-sejren er Esbjerg nu klar til kvartfinalen mod Lyngby på udebane.