Resultatet talte næsten for sig selv, men AaB's Thomas Enevoldsen var ikke bange for at skære betydningen af 0-6 cifrene ud i meget klare formuleringer.

- Jeg står med en tom fornemmelse. Det er pinligt. Latterligt at vi skulle tabe så stort, sagde AaB-spilleren, der selv havde et par chancer til at score, men først sparkede forbi ved stillingen 0-0 for siden at ramme stolpen kort efter rumænernes 1-0-mål.

- Den første time gør vi det så godt, og vi skulle have ført 3-0. Jeg er selv en af de store syndere. Jeg skulle have scoret. AK skulle have scoret. Nicolai Thomsen. Det er ikke godt nok, og da vi så kommer bagud, spiller vi lidt naivt. Vi kommer i undertal (da Nicolai Larsen begår straffe og bliver udvist, red.) og kollapser. Det er ikke godt nok at lukke fem mål ind på 14 minutter, sagde en ærlig og ærgerlig Thomas Enevoldsen til 6'eren.

- Det er et unødvendigt nederlag. Folk der ikke har set kampen må tænke, hvad fanden er der sket, og det lyder mærkeligt, at Steaua ikke er et hold, vi er bange for, men vi har chancerne for at score, og det er mangel på kvalitet, at vi ikke scorer. Vi skal jo sparke dem der ind. Samtidig er det selvfølgelig ikke godt nok, at vi ikke lukker af, siger Enevoldsen, der selv blev skiftet ud kort før 2-0 målet, da reservekeeper Carsten Christensen skulle ind i stedet for en markspiller oven på Nicolai Larsens udvisning.