Thomas Enevoldsen var glad for sejren over Brøndby, men ikke over sit holds spil.

Med en 2-0 sejr over Brøndby stemplede AaB sig for alvor ind i Superligaens topstrid. Men Thomas Enevoldsen, manden, der åbnede for scoringen på Brøndby Stadion, var ærlig og nøgtern i sin vurdering af han og angrebsmakker Lukas Spalvis' spil.

»Det er utrolig dejligt at indfri forventningerne, og så er det godt, at vi kan score. Jeg synes ikke, vi spiller nogen god kamp i dag, men når vi laver målene og hjælper holdet til at vinde, er det fint,« erklærer Enevoldsen.

»Vi ligger fortjent med i toppen og som vi spiller nu, så er det ikke, fordi vi har spillet fantastisk fodbold. Men vi arbejder hårdt for hinanden, står defensivt godt ogt det er derfor, vi vinder herude,« pointerer Thomas Enevoldsen overfor Onsides reporter.

Med sejren over Brøndby rykker AaB op på andenpladsen, blot et enkelt point efter duksene fra FCK, der har en udsat kamp mod mestrene fra FC Midtjylland at glæde sig til.