AaB er klar til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen efter en 1-0-sejr i forlænget spilletid over Vejle Boldklub.

Vejle reddede sig tidligere på måneden endegyldigt ud af en faretruende økonomisk krise, og det kunne godt se ud som om, at det har hjulpet på spillet på banen, at der er kommet mere ro på direktionsgangene.

Holdet fra Nørreskoven spillede nemlig ganske fint op med AaB og formåede at holde de forsvarede Superliga-mestre fra at score i ordinær tid.

Kampen gik derfor videre i forlænget spilletid, men efter 10 minutters spil kunne Vejle dog ikke holde AaB fra fadet længere. Her var det Thomas Augustinussen, der sparkede bolden i kassen efter lidt tilfældigt spil inde i målfeltet.

Vejle jagtede den udlignende scoring, der ville sende kampen videre i straffesparkskonkurrence, hvilket også gav AaB mulighed for flere omstillinger. En af disse var tæt på at udløse en scoring til 2-0 fem minutter før tid, men bolden blev lige akkurat reddet på stregen.

Dermed måtte gæsterne fra Aalborg nøjes med en sejr på 1-0. Det er de formentlig også fint tilfredse med, for de kan nu se frem til en plads i ottendedelsfinalen, hvor modstanderen endnu er ukendt.

Det var AaBs første kamp i pokalturneringen i denne sæson, mens Vejle også spillede i de forrige to runder. Her vandt vejlenserne over noget mere overkommelige modstandere i Harte og Vejgaard 2.