Professor råder økonomisk betrængte AaB til at skaffe 50 millioner kroner.

Krisen kradser i Superliga-klubben AaB, hvis økonomiske fundament alene hviler på en langfristet lånekapital på 11,4 millioner kroner. 

Derfor anbefaler fodboldøkonomen Troels Troelsen, der er professor på Copenhagen Business School, i dagens udgave af Nordjyske, at AaB skaffer 50 millioner kroner for at sikre 'fedt nok på siderne' til den fortsatte drift.

Rådet kommer i kølvandet af AaBs beslutning om at nedskrive værdien af sin ejerandel i sportsudstyrsvirksomheden Top On Top fra 12,4 millioner til nul kroner.

AaB vil strække sig langt for at få økonomien på plads. I hvert fald kan der ifølge en fondbørsmeddelelse være en aktieudvidelse på vej.

Ifølge Troels Troelsen skal man dog ikke købe AaB-aktier i spekulations-øjemed.

- Brænder man ikke for fodbold eller AaB, skal man lade være. Men aktien bliver næppe mindre værd. Fodboldmarkedet har nået sin bund, siger Troels Troelsen, der kritiserer de pengemænd, der de seneste år har rådet AaB til at investere i andet end fodbold.

- Der var været nogle alt for smarte, risikotagende pengemænd, som har tørret alt for meget lort ind i klubberne, for at sige det lige ud. Det var i AGF, i AaB, i Esbjerg og andre steder. Det har simpelthen været legetøj for dem, siger Troels Troelsen.

Selvom AaBs egenkapital nu er på nul, siger DBUs kommunikationschef Lars Berendt til Nordjyske, at AaB kan fortsætte i Superligaen.

- Ansvarlig lånekapital kan godt opfylde DBUs 25 procents regel, siger han.