Nicolai Larsen var definitionen på en syndebuk, da AaB spillerne kunne gå til pause bagud 0-1.

Få minutter forinden forsøgte han nemlig at bokse en høj bold væk i feltet, men i stedet fik han slået kuglen ind på Esbjergs Jonas Knudsen og i eget net. Røde ører på en rød klubtrøje, og han erkendte også sin fejl efter kampen.

»Det er en let bold, som jeg skal kunne håndtere. Jeg kommer ikke med høj nok fart, og så taber jeg duellen. Jeg plejer at være dygtig til det, men det er satme ikke i orden,« siger han til TV3 Sport1s reporter.

Nicolai Larsen kunne glæde sig over, at hans holdkammerater endelig omsatte chancer til mål i anden halvleg, hvor AaB scorede tre gange.

Kent Nielsen var på trods af sejren heller ikke helt tilfreds med sin målmands præstation.

»Nicolai håndterede ikke bolden godt nok, men der kunne være dømt offside forinden. Nogle gange er jeg mere kontant, og andre gange er jeg medfølende over for mine spillere. Hvis de har haft en lang periode med småfejl, så kan man  godt sige: 'Come on. Du er bedre end det'. Spilleren skal også kunne håndtere det. De er jo professionelle,« siger Kent Nielsen.

AaB-træneren kan glæde sig over, at nordjyderne efter 3-1-sejren nu besidder Superligaens 4. plads.