Rasmus Thellufsen gjorde stærkt opmærksom på sig selv i begyndelsen af marts med fire scoringer i samme kamp for AaB.

Torsdag meddelte superligaklubben så, at kontrakten med den 20-årige offensivspiller er forlænget frem til udgangen af 2020.

»Som spiller har Rasmus en god base. Han er spilintelligent, han er teknisk dygtig og udfordrende og driblestærk mand mod mand, og så er han lidt usædvanligt for den type spiller også ekstremt hårdtarbejdende,« siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, i en pressemeddelelse.

Rasmus Thellufsen fremhæver, at kontraktforlængelsen giver ham ro.

»Forlængelsen betyder, at jeg nu har god tid til at fortsætte min udvikling og bygge på, og det betyder selvfølgelig meget for mig, at AaB tror på mig,« siger AaB-spilleren.

Rasmus Thellufsen er noteret for ni officielle kampe i AaB-trøjen, og han har scoret fire mål. Samtlige scoringer faldt, da AaB 2. marts besejrede Silkeborg 5-0 og bookede billet til kvartfinalen i DBU Pokalen.

/ritzau/