Havde AaB ikke fået alle tre point mod OB, måtte de have ærgret sig noget så grusomt.

Nordjyderne dominerede første halvleg, men lukkede så helt unødvendigt OB ind i kampen. Hjemmeholdet fik lov til at komme foran 2-1 på få minutter i anden halvleg. På en slutspurt evnede AaB så at vende det igen og vinde 3-2.

- Vi fik et chok, men vi viser god moral og knokler os tilbage. Det viser alt om vores team-spirit. Vi giver aldrig op, og jeg tror ikke, der er andre hold, der på den måde kunne komme tilbage som os. Det var virkelig vigtige point, siger AaBs angriber Lukas Spalvis, der scorede to gange på Trefor Park.

Gæsternes sidste mål kom fra Kasper Risgård, der var voldsomt lettet for sejren.

- I det første kvarter til 20 minutter i anden halvleg sejler fuldstændig. Vi gav dem alt for mange chancer og blev spillet væk med få pasninger. Det skal vi simpelthen få rettet op på, men vi kommer tilbage og viser rigtig god moral. Det var en rigtig rigtig god sejr, siger Kasper Risgård.

Og hvad med Rasmus Würtz' hånd på bolden. Skulle der have været straffet?

- Lige nu er jeg egentlig ligeglad. Jeg tror det går lige op i sidste ende, siger Risgård.