Vi er kommet godt fra land, siger AaB-træner om holdets nye målscorer før gensynet med Silkeborg torsdag.

Aalborg. Det er en kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem AaB og nyindkøbte Jakub Sylvestr op til pokalkampen mod Silkeborg torsdag, hvor holdene kæmper om pladsen i kvartfinalen.

Klubbens sportsdirektør, Allan Gaarde, havde forventet, at angriberen først skulle spille sig varm, men efter fire mål i to kampe, er han allerede godt på vej.

»Vi er blevet forelskede. Så må vi se på et senere tidspunkt, når hverdagen igen melder sig, hvad fremtiden byder på.«

»Vi havde forventet, at der var lidt rust, som skulle bankes af, men jeg må sige, at hans skarphed har været ekstra god fra start,« siger Allan Gaarde.

Da forårssæsonen gik i gang lignede AaB ikke et hold, der skulle nå Superligaens mesterskabsslutspil. Men efter to sejre er nordjyderne kravlet op på sjettepladsen.

Søndag vandt holdet 3-0 på hjemmebane over Silkeborg, da Jakub Sylvestr leverede et hattrick i første halvleg.

Angriberen er kommet godt fra land, mener også holdets cheftræner, Morten Wieghorst.

»Han er meget professionel i sin tilgang. Nu er det vigtigt for os at få ham helt integreret på holdet,« siger han.

Torsdag tørner holdene igen sammen. Men denne gang er det pokalen, der lokker forude.

Og selv om weekendens sejr stadig er frisk i erindringen, bliver det en hård modstander, lyder trænervurderingen.

»Vi er ved godt mod efter en god start, men vi hviler ikke på laurbærrene.«

»Pokalkampe er anderledes, fordi det er "one-off". Hvis man taber, så ryger man ud,« siger Wieghorst.

Sylvestr ankom til klubben i januar, og hans kontrakt lyder foreløbig kun på et år. Men trods de lovende takter er samtalen endnu ikke faldet på forlængelse.

»Fodbold er en verden, hvor det hurtigt bliver hverdag igen. Jakub kommer ikke til at score tre mål hver kamp.«

»Vi står ikke på tæerne for at forlænge lige nu. Men vi er begge åbne for at få lavet et længere samarbejde,« siger Allan Gaarde.

/ritzau/