Det er 25 år siden, at Danmark vandt EM i fodbold. Kan du huske, hvor du var? Det kan 25 af Danmarks største stjerner, og de tager dig med tilbage til den for mange største danske sportspræstation.

Flemming Povlsen, der græder. Huttelihut. Og John Faxe Jensen, der rammer den i røven. Dét er EM 1992.

Og det er 25 år siden i dag, at Danmark gjorde et wildcard til guldkort. De fleste danskere kan huske, hvad de lavede præcis den aften 26. juni 1992. Det samme gælder for nogle af Danmarks største stjerner.

Der er historien om Per Pallesen og John Faxe Jensens far. Der er den om Søren Fauli, der giver Mikael Bertelsen tinnitus på Roskilde Festival. Og så er der også den om Ib Michael og Per Kirkeby i Italien.

Tag med tilbage til 1992 og genopliv EM-triumfen på 25 års-dagen sammen med 25 af de helt store navne – som en hyldest til Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og alle de andre helte, der gjorde en fredag til en dag, som mange danskere aldrig vil glemme.

Morten Grunwald, skuespiller og instruktør: »Jeg kan huske både Faxes og Vilforts mål. Og Laudrups finurlige afleveringer. Det var iskoldt og koldblodigt. Dengang boede jeg i Taarbæk. Så jeg har enten siddet hjemme i vores lejlighed og set det, eller også har jeg siddet i sommerhuset på Ordrup Næs. Det var de eneste to steder, jeg kunne se fjernsyn, for der var jo ikke iPads og alt det der dengang. Jeg husker tydeligt, at Faxe ramte den lige i røven. Det var jo en perfekt metafor, der kom lige fra folkedybet. Det var vidunderligt, euforisk.«

»Den sommer forberedte jeg Les Miserables på Østre Gasværk. Så jeg havde måske ikke en yndlingsspiller ved EM, men jeg havde min egen favoritspiller i Kurt Ravn. Jeg måtte kæmpe for at få ham, for der var en instruktør, der kæmpede imod, men jeg fik min vilje, og det lykkedes at skabe et hold, hvor alle var lige så gode som Vilfort, Faxe og Laudrup.«

»Jeg tog ikke selv ind til byen for at fejre, men jeg var godt klar over, at det ikke gik stille for sig. Jeg kan huske deres vidunderlige modtagelse fra Kastrup Lufthavn og ind gennem byen til Rådhuspladsen med de store folkemængder. De trådte ud på balkonen, og jeg tænkte, at den lille balkon ville falde sammen. Det var uforglemmeligt. Det var helt shakespearsk.«

Hans Pilgaard, tv-vært: »Det var nærmest uvirkeligt, at vi slog Tyskland. Det bliver ikke større. Men det kunne jo alt, at vi slog Holland i semifinalen. Det var en fantastisk oplevelse. Hold kæft, hvor var det sjovt. Og vi festede hele natten. Jeg tror, jeg kom i seng klokken 4 eller 5 om morgenen og skulle på arbejde næste dag. Alle havde tømmermænd, men det var den slags, som hurtigt kunne viftes væk, fordi det havde været den gladeste brandert.«

»Det gik faktisk meget mere amok, da vi slog Holland i semifinalen. Der var jeg på Gaden i Aalborg. Jeg sad hjemme i lejligheden sammen med et par veninder i Aalborg og så semifinalen. Det var stort nok i sig selv, at vi var i semifinalen. Ingen af os regnede med, at det blev til mere end det. Vi stod op på borde og stole og så straffesparkskonkurrencen og råbte og skreg.«

»Det gik fuldstændigt amok bagefter. Jeg har siddet på køleren af en politibil og kørt ned gennem gaden. Alle var oppe at køre. Vinkede med flag og dyttede – selv politifolkene holdt fest. Det var meget voldsomt og fantastisk sjovt.«

Peter Aalbæk Jensen, filmproducent: »Jeg sad sammen med min ældste dreng, Jesper. Han var mest fodboldinteresseret, så det var det at sidde sammen med sin søn og opleve hans totale glæde og stolthed over landet, der var en dobbelt glæde. Jeg ved ikke noget om fodbold ud over, at det er otte mand på hvert hold og en bold.«

»Dagen efter blev jeg så rørt, at jeg måtte tude, da jeg så F16-flyene komme op for at møde SAS-flyet på vej hjem fra Göteborg. Det var voldsomt følelsesladet. For min generation er jo vokset op med, at vi ikke kunne en skid. Vi kunne lave nogle grise i Danmark, men det var også det eneste, vi kunne. Der var intet, vi var gode til – hverken sport eller kultur. Intet kunne vi finde ud af. Så det var første gang, at vi kunne finde ud af noget. Det var et mentalt løft.«

»Siden da har vi markeret os og vist, at man sgu godt kan komme fra Herfølge som Caroline Wozniacki og spille tennis og blive en af verdens bedste. Det var først med EM-holdet, at man fik den fornemmelse, at vi kunne komme ind på linje med de allerbedste.«

Jes Dorph-Petersen, tv-vært: »Jeg var på nyhederne på det tidspunkt og havde ikke noget med sporten at gøre, men vi var ikke så mange på TV 2 dengang, så vi havde brug for alle kræfter. Jeg blev spurgt, om jeg ville tage op til finalen i Göteborg, og jeg troede, det var en gave sendt fra himmelen, men det viste sig, at jeg skulle stå ude på en parkeringsplads og tage imod roligans, og det ville jeg simpelthen ikke.«

»Dagen efter blev jeg så spurgt, om jeg sammen med Line Baun-Danielsen ville lave et storskærmsarrangement, som TV2 og Ekstra Bladet havde arrangeret på Rådhuspladsen, og det ville jeg gerne. Vi var på scenen før, under og efter kampen, men selve kampen så jeg inde i en lille orange KTAS-vogn på et fjernsyn, der ikke var større end en stor iPad, for når man stod lige foran storskærmen, kunne man ikke se andet end prikker. Så sad Line og jeg derinde på to små skamler blandt ledninger og alt muligt og kunne høre publikum ude på Rådhuspladsen, der var stopfyldt.«

»Jeg var simpelthen så nervøs for resultatet og kunne næsten ikke koncentrere mig om, at jeg skulle ud og lave fjernsyn bagefter. Da vi så kom ud på scenen, fik vi lænet os ud i publikum, lige som når man stage diver, og de bar os som rockstjerner rundt på pladsen. Bagefter gik vi over på Ekstra Bladet og stod oppe på deres lysavis og kiggede ned på mængden. Det endte lige som en Roskilde Festival, hvor man bare vader rundt og snakker med alle mulige, og jeg var først hjemme kl. 3 om natten og havde på det tidspunkt fået at vide, at vi også skulle tage imod spillerne næste morgen. Det gjorde jeg så efter tre timers søvn og noget tung i hovedet.«

Bubber, tv-vært: »Jeg fulgte det så godt, som jeg kunne, men præcis som nu lavede jeg cirkus de aftener. Så jeg hørte nogle af kampene på radio. Så gik jeg ind i manegen og præsenterede et nummer, og gik ud igen og hørte radio. Men på finaleaftenen holdt vi fri. Det kunne slet ikke betale sig andet. Alle skulle jo se finalen, så vi aflyste vores forestilling.«

»Det var hedebølge, så vi slæbte vores fjernsyn udenfor. Vi havde inviteret nogle mennesker over, og så så vi den i vores have med vores helt små børn. Det var en euforisk aften, så efter kampen kunne man ikke rumme hvad der skete. Så man skulle et eller andet sted hen og fejre det. Folk tog jo i byen og alle steder hen. Det var som nytårsaften! Alle skulle ud, fordi de ikke kunne rumme det alene!«

»Kort tid efter finalesejren lavede vi cirkus en aften. Jeg tror, det var i Hvidovre. Vi havde altid brug for en frivillig, som skulle ind i manegen. Klovnene lavede sådan et knivnummer, hvor den frivillige tror, han skal være offer for to klovne, der kaster knive på et bræt, så han får bind for øjnene. Men i virkeligheden placerer klovnene knivene, mens den frivillige får bindet på. Den frivillige lige efter sejren i ’92 var kraftedeme Peter Schmeichel. Han var jo en helt, så der var vild jubel, da han gik med ind og fik bind for øjnene. Det kunne ikke være større. Der kunne ikke være kommet en større helt ind i manegen, end der gjorde lige præcis dén aften et par uger efter sejren.«

Ole Thestrup, skuespiller: »Hvad fanden lavede jeg i 1992? Jeg så finalen. Det var fantastisk. Jeg spillede revy i Brædstrup dengang. Jeg genoplevede sejren forleden på fjernsynet. Der er nogen, der påstår, at når man åbner fjernsynet, er der ikke andet end genudsendelser – sagt med lidt spøg i mælet. Der er jubilæum snart, så derfor har de været meget large med deres EM-udsendelser.«

»Det var så fantastisk, fordi vi var så undertippede. Det startede med, at vi slet ikke skulle emd til slutrunden, men der blev en plads ledig. Og så hujede lille Danmark. Det var da sødt og venligt, at vi kunne komme med, men vi nåede nok ikke ret langt. Det gjorde vi så.«

»Vi skal klappe hinanden på ryggen, når vi laver ting, som går godt. Den sejr betyder noget for hele landet. Vi er et lille land, men vi kan sgu klare os med de bedste inden for mange områder. Det skal vi huske på.«

Per Pallesen, skuespiller: »Jeg spillede Hjørring Revy, og salen var meget fokuseret på finalen. Alle vi skuespillere ville gerne have holdt fri, men vi spillede for et udsolgt hus. Nede i salen sad der to publikummer med de her watchmen – de her små fjernsyn. Vi kunne se lyset fra dem, når der var mørkt i salen. På et tidspunkt midt i anden akt råbte de løs. ’Vi vandt, vi er europamestre råbte de.’ Og publikum gik amok i jubel. Så jeg sagde til vores kapelmester: ’Vi er røde, vi er hvide. Kom så.’ Og så sang alle skuespillere og alle folk i salen ’vi er røde, vi er hvide’ midt i forestillingen. Det var en fantastisk oplevelse. Resten af forestillingen var euforisk, for folk var urolige og sad og diskuterede og grinede og sagde tillykke til hinanden.«

»Min scenemester på Hjørring Revyen dengang var John Faxes far. Barney, som han hedder. Han var der den aften, og han græd simpelthen af glæde. John havde scoret det fantastiske mål. Han var fuldstændig stor i hovedet. Helt ude af den.«

»Bagefter spillede vi forestillingen færdig, og så gik vi ud på gaden i Hjørring, hvor folk var fuldstændig euforiske. Alle løb rundt med flag og råbte hurra, og alle bilerne dyttede. Selv i Hjørring var det helt fantastisk. Jeg husker det helt tydeligt. Det var skidesjovt.«

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister: »Jeg så finalen på et lillebitte fjernsyn, som jeg havde gemt under bordet under Europæisk Råds møde i Lissabon, hvor jeg sad ved siden af kansler (Helmut, red.) Kohl. Det var sådan nogle bittesmå fjernsyn, man havde dengang.«

»Jeg var jo nødt til at holde jublen inde, fordi jeg havde skruet helt ned for lyden. Men Kohl brød sig ikke om det. Der var lidt skubben til hinanden undervejs.«

»Jeg så kun første halvleg, og så var jeg nødt til at slukke, for så begyndte vi at tale om alvorlige sager. Men mine embedsmænd sørgede for, at jeg fik sedler ind om, hvordan resten af finalen gik.«

Søs Egelind, skuespiller: »Jeg stod på scenen, kan jeg huske. Så gik vi ud – og i de 30 sekunder det tog at klæde om – fandt vi ud af, hvordan det var gået. Vi gik ud til publikum og spurgte dem, om de ville vide, hvordan det var gået: ’Jaaaaaaaa, råbte de’. Og så jublede de. Vi kørte hjem den sommernat og alt hang ud af vinduerne. Det var helt forrygende. Det var så fantastisk.«

»Det var en ekstra varm og ekstra fantastisk sommer. En sommer, jeg altid vil huske. Præcis som med de frygtelige ting – Palme-mordet eller 9/11 – er det sådan noget, man altid vil huske. Men på den gode måde.«

»Vi har jo en tendens til at overgøre det lidt. Der er vi så søde, synes jeg. Så er vi verdens bedste nation, og man rykker sammen og snakker om det. Det var jo helt overdrevet, hvor fantastiske vi var. Vi kunne gå på vandet. Det ligger i danskernes DNA, synes jeg. At være meget positive, når der sker noget positivt. Det er skønt. Den generelle nationale stemning var, at vi var super stolte.«

»Det var jo så vildt det der med at komme med på et wild card. Det er typisk dansk lige at komme inden om som en lille ’latterlig’ nation og så løbe med det hele. Det var jo ekstra fantastisk.«

Peter Belli, musiker: »Og der er måååål! Hold da helt kæft, mand! Haha.«

»Vi var i Frankrig på ferie med vores børn. Vi var nede hos min nevø og se den, og der sad vi klistrede til skærmen. Mine drenge var 17-20 år gamle. Der blev brølet godt igennem, kan jeg godt sige dig. Det var stort.«

»Vi blev budt velkommen alle steder, fordi vi lige havde vundet og var blevet Europamestre. Det var berusende.«

»Næste morgen skulle vi køre et godt stykke. Alle, der kørte udenom os, viftede med flag, vinkede og dyttede som gale for at sige tillykke med det. Det glemmer man sgu ikke. Vi havde også flag ud af vinduet. Det var en fantastisk dag – og så i Frankrig, hvor alle jublede med os.«

Morten Resen, tv-vært: »Jeg sad hjemme i Helsinge og så kampen sammen med min mor, far og storebror, men det, der næsten står klarest for mig, er, at jeg ikke fik lov til at tage ind på Rådhuspladsen for at fejre det.«

»Jeg var omkring 14 år, og det måtte jeg simpelthen ikke for mine forældre. Det var jeg rasende over, og det tog næsten halvdelen af glæden fra mig. Jeg kan også huske, at det var noget helt særligt, at TV 2 sendte fra det hele dagen. Eller det føltes i hvert fald som hele dagen, for det var ret exceptionelt, at de gjorde det. Det gjorde de aldrig ellers, men det var megafedt.«

»Og så var der reklamerne, som jeg kan huske, Lars Larsen havde købt for en slik, fordi ingen havde troet, at Danmark skulle med. Det var en ret sjov historie ved siden af selve kampen.«

Ellen Hillingsø, skuespiller: »Er du sindssyg, jeg kan huske, hvor jeg var. Jeg var i Ubud på Bali med en veninde. Vi havde rejst på Bali, og vi kom ned for at spise morgenmad, efter vi overhovedet ikke havde set kampen. Der fik vi at vide af en tysker, at vi havde vundet. Det var en syret oplevelse. Vi gik fuldstændigt amok af lykke og glæde.«

»Vi havde ellers fulgt med i turneringen. Dengang have man ikke mobiltelefoner og kunne få sms’er, så vi ringede CallConnect og fik at vide, hvad der skete undervejs. Men vi oplevede overhovedet ikke finalen. Alligevel ramte vi stadig lykkefølelsen. Man troede jo, at det var løgn. Tænk, at det er 25 år siden. Hvor er det vildt. Det var en vild dag. Det var fantastisk.«

»Vi var ekstremt populære på baren efter det. Det var helt vildt at sidde i det tropiske klima og få den besked.«

Ulrik Wilbek, tidligere håndboldlandstræner: »Jeg så finalen på Nykøbing Mors af alle lukrative steder. Dengang var jeg lige blevet landstræner for kvinderne, og så tog jeg samtidig med ungdomslandsholdene ud. Der var åbne nordiske mesterskaber på Mors. Vi sad og så kampen om aftenen med blandt andre tyskerne, som også var med til den turnering.«

»Det var jubel fra danskerne, mens tyskerne tog det meget pænt. Der var gang i den i byen bagefter. Men der var ikke noget fest for os, for vi skulle spille dagen efter.«

»Jeg fik et brev fra Richard Møller i 2008, da vi havde vundet EM for første gang. Han skrev, at han syntes, at det faktisk var en større præstation, end da de vandt. Det var meget pænt af ham. Men det var det selvfølgelig ikke, for det er jo noget specielt at vinde i fodbold. Det ved jeg godt.«

»Jeg havde kun mødt ham en enkelt gang før, så det var et utroligt sødt brev.«

Ib Michael, forfatter: »Jeg sad med et selskab, som alle sammen var nede i Per Kirkebys hus i Italien. Vi sad på en italiensk restaurant nede i byen i nærheden. Der sad vi og så kampen. Det var meget fantastisk i selskab med Per Kirkeby, hans daværende kone Vibeke Windeløv, min egen kone og nogle venner. Slottet hedder Castel di Bezzo.«

»Per Kirkeby har altid været vildt interesseret i fodbold, og jeg har da også været til fodbold, når der var store kampe. Jeg har ikke været vildt interesseret på den måde, men det var jo en særlig lejlighed. Vi sad jo og råbte og skreg, som målene blev scoret.«

»Det var meget fantastisk, for det blev meget hurtigt spottet, at vi var danskere, så italienerne jublede simpelthen, for tyskerne var også arvefjenden for dem. Det var en meget stor aften på alle måder.«

»Italienerne kørte rundt i gaderne bagefter i den lille landsby og flagede simpelthen, som om det var dem, der havde sejret. Det var meget sjovt at se italienerne. De holdt virkelig med danskerne i den kamp.«

»Jeg blev euforisk. Jeg er ikke på den måde normalt nationalt sindet, men vi er jo i et broderskab af en nation, når det kommer til stykket. Og når det kommer til sådan nogle begivenheder, kan man godt mærke det.«

Naser Khader, politiker: »Jeg så finalen på Rådhuspladsen. Der var mange tusinde mennesker. Det var nærmest som befrielsen af Danmark med Dannebrog alle vegne, og folk var så glade. Det var noget, vi virkelig kunne være fælles om på en positiv måde.«

»Alle veje ind til Rådhuspladsen var proppet med mennesker. Det var helt vildt. God stemning og godt vejr. Det er en af de dage, man aldrig glemmer.«

»Jeg var der sammen med nogle studiekammerater. Vi havde taget vores øl med og placeret os flere timer før, så vi var ret tæt på storskærmen. Men det var svært at finde et sted at tisse, haha.«

»Det var helt vildt. Det var utroligt. Jeg husker, at der var fest. Også dagen efter. Folk blev på Rådhuspladsen resten af natten, og så opstod der spontane fester. Jeg kom først hjem næste morgen.«

»Der var noget danskhed over, at vi kom med på et afbud, spillede lidt minigolf og tog ind på McDonalds. Det var dansk afslappethed, der vandt over den tyske effektivitet.«

Jussi Adler-Olsen, forfatter: »Jeg var hjemme hos mig selv på Skovalléen i Bagsværd. Der havde jeg et hus tæt ved Bagsværd Sø. Jeg så finalen sammen med to-tre andre gutter. Det var en ret varm dag med altandørene slået op og med en lille brise ind. Det var sådan en dag, hvor man selv ville ønske, man var på stadion. Jeg havde overvejet at tage derover, men jeg kunne ikke få en billet. Jeg var for sent ude, så jeg droppede det, og vi gjorde det til en fest i stedet.«

»Vi så finalen på et af de gamle, analoge fjernsyn. Et kæmpestort fjernsyn. Det var med benene oppe på sofaen. Vi havde lavet en bunke forskellige milkshakes, og vi drak hvidvin til. Det var jubel og fest og råben og skrigen det meste af tiden.«

»Jeg bliver helt glad, når jeg tænker på det. Da Vilfort fik sparket den ind. Nej, nej, nej. Jo, det var en fantastisk dag. Det var en fest. Det er rigtigt, hvad man ofte siger. Det stiver hele ens liv af for en kort tid, når sådan noget sker. Man retter ryggen helt enormt. Det er sjældent, at noget så offentligt giver en lykkefølelse på den måde. Og det var en lykkefølelse. Og det varede stort set hele sommeren.«

»Jeg husker også, at man kunne høre jublen fra de andre huse, og jeg har genkaldt mig det flere gange, for jeg bor i Barcelona om vinteren. Barcelona er mit hold, men Camp Nou ligger i den anden ende af byen. Når det går dem dårligt, og det er jo så sjældent, så er der helt stille i byen. I pausen går man ud på altanerne, og hvis det stadig ikke er helt godt, tager man grydelåg med ud og klasker dem mod hinanden, så hele byen larmer. Den fællesskabsfølelse. Det var det samme på Skovalléen i Bagsværd. Der hamrede vi ikke med grydelåg, men man kunne bare mærke, at der var et sus i kvarteret.«

Jesper Binzer, forsanger i D-A-D: »Det var faktisk en lidt kedelig aften for mig. Jeg sad nemlig og så finalen helt alene i en mørk lejlighed i København. Min datter var lige ved at være klar til at blive født – hun lå inde i sin mors mave, og moren lå inde i soveværelset, der lå tæt på stuen. Så jeg var meget, meget, MEGET stille, for der var en utroligt træt graviditetsmave, der lå og sov ved siden af.«

»Men det faktum gjorde faktisk, at jeg oplevede det som en meget smuk og fredfuld aften. Jeg er heller ikke den store fodboldfan, så jeg havde nok heller ikke råbt og skreget, hvis det var. Men jeg kan huske, at jeg – dog afdæmpet - var meget, meget glad, for jeg synes, at fodbold er et smukt drama med tabere og vindere. Og den aften vandt vi.«

»Jeg elsker følelserne i dramaet, men jeg er slet ikke sat ind i spillet på samme måde som mange andre. Jeg var og er ikke fodboldtypen, så jeg kunne ikke helt være med på bølgen, og EM-sejren ændrede heller ikke mit liv. For mig svarer sådan en fodboldkamp næsten til at se ’Aftenshowet’ eller noget i den stil. Jeg er nok mere til musik.«

Søren Malling, skuespiller: »Jeg sad i en garage i Odense sammen med 20-30 andre mænd. Det var en rimelig stor garage, og køleskabet var fyldt med guldøl med det resultat, at jeg fik drukket alt for meget under kampen, uden jeg kunne mærke, at jeg blev beruset af det. Men da kampen var færdig, så slog jeg jo panden som et syvtommersøm. Så var jeg så pærestiv, at der gik en time, så lå jeg og sov, haha.«

»Vi gik ud på gaden lige efter sejren. Her stod der en fyr og solgte trøjer med resultatet på. Der stod Danmark – Tyskland 2-0. Jeg tænkte, at det var helt utroligt, så hurtig han havde været med de trøjer. Jeg købte en. Men det er også det sidste, jeg kan huske. Så gik jeg ud som et lys.«

»Da jeg vågnede, havde jeg en følelse af, at det, jeg lige havde oplevet, ikke kunne være sket. Jeg var nødt til at se rigtig meget fjernsyn efterfølgende for at forstå det. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende, som da jeg så med fra Rådhuspladsen.«

»Jeg tror, at det tiltaler folk, at den måde, vi gjorde det på, repræsenterer en form for danskhed. Vi var med på et afbud, vi måtte godt drikke øl, vi måtte godt gå på McDonalds, for vi er sådan lidt ”kaffe og wienerbrød”. Vi tager det nedefra og op.«

Ulla Terkelsen, tv-korrespondent: »Jeg var til et EU-topmøde i Lissabon. Jeg interviewede Boris Johnson – den nuværende udenrigsminister og tidligere borgmester i London – forud for kampen. Boris Johnson er ret sjov, og han sagde, at efter danskerne nu lige har sagt nej til Maastricht-traktaten, er de så moralsk styrkede, at de også slår Tyskland. Og sådan gik det jo.«

»Jeg spurgte også Poul Schlüter og Helmuth Kohl inden kampen, hvordan det ville gå. Kohl sagde 2-1. Han mente selvfølgelig, at Tyskland vandt 2-1. Kort efter kom Schlüter, som er cirka halvt så høj som Kohl. Jeg sagde til Schlüter, at forbundskansler Kohl troede, at det ville ende 2-1. Schlüter stod et øjeblik, og så sagde han: ”Det tror jeg også”. Underforstået mente han, at Danmark ville vinde.«

»Jeg havde set kampen med en tysk journalist, som hedder Udo van Kampen. Han var så ked af det, at jeg gik hen til en buket, tog en rose og gik hen til ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det. Jeg havde et stort overskud. Jeg havde fået gode prognoser inden kampen fra Boris Johnson og Poul Schlüter, så jeg mente, at jeg kunne være lidt stor i slaget.«

Mads Steffensen, tv-vært: »Jeg boede i en lejlighed i Aalborg på det tidspunkt, og jeg så kampen sammen med en masse venner hjemme hos mig selv i en helt proppet lejlighed. Efter kampen gik vi i Jomfru Ane Gade for at fejre triumfen, og jeg husker, at Gaden den aften var helt sort af mennesker. Det var en kæmpe festaften med bajere i stride strømme. Det blev fejret som var det et mirakel.«

»Vi stod som sild i en tønde i Jomfru Ane Gade, og på et tidspunkt brød nationalsangen ud over hele Gaden. Så stod vi der og sang ’Der er et yndigt land’ ti gange i træk, fordi vi var så høje på den oplevelse. Det var en fællesskabsfølelse, der var helt unik - blandet op med kilometervis af bajere. Jeg husker det som om, øllene bare blev rakt ud fra steder, jeg ikke ved hvor var. Jeg manglede i hvert fald aldrig.«

»Vi stod samlet 10-12 gutter, for vi måtte ikke blive væk fra hinanden. Gjorde vi det, ville vi aldrig finde hinanden igen. Det var tiden inden mobiltelefonen, så blev man væk i sådan et menneskemylder – ja, så blev man altså væk.«

Annette Heick, tv-vært og sangerinde: »Jeg var hos min daværende forlovede i hans forældres have. Vi havde rykket tv’et ud i haven og sad og så det derude. Det var jo fuldstændig overdrevet. Vi råbte og skreg helt vildt.«

»Da vi havde vundet, kørte vi to unge mennesker ind til byen for at opleve stemningen derinde. Der er ikke nogen, der glemmer Rådhuspladsen den aften. Det var fuldstændig vildt. Det må have været nogenlunde sådan, det var under befrielsen.«

»Jeg husker billedet af en taxachauffør, der sad inde i sin Mercedes-taxa. Oppe på taget stod der nogle unge mennesker og hoppede. Taget var fuldstændig hoppet i huller. Det bulede helt ned, og han sad bare og grinte inde i taxaen. Det var en helt euforisk stemning.«

»Alle kampene skulle jeg se. Jeg fulgte fuldstændigt med. Uanset om man interesserede sig for det eller ej, var man nødt til at følge med. Da vi mødte Holland, og det endte i straffesparkskonkurrence, stod jeg 20 meter fra tv’et og kunne ikke holde ud at se det. Jeg stod og gemte mig bag en halvmur og kiggede op engang imellem. Jeg stod og vrælede derude. Det var helt sygt, så spændende det var.«

Pia Kjærsgaard, politiker: »Jeg så finalen hjemme hos mig selv, men det var også nogle dage i kølvandet på Maastricht-nej’et i 1992, hvor jeg havde meget travlt med medier og så videre. Vi fandt dog tid til at se finalen. Jeg indrømmer, at jeg ikke ser de ’små’ kampe, men når der er noget på spil, så synes jeg, at fodboldkampe kan være utrolig spændende.«

»Det var virkelig en fantastisk begivenhed – sådan noget, man bare bliver glad af og stolt over. Pludselig var Danmark blevet kendt ude i verden for noget virkelig utroligt. Det giver en stor nationalfølelse, når vores drenge er ude og markere i verden. Så ranker man ryggen og mærker hjertet svulme.«

»Det var i det hele taget en fantastisk juni måned. For mig var den måske ekstra fantastisk, for Henrik og jeg havde sølvbryllup. Det var en stor begivenhed for os. Dronningen og prinsen havde faktisk også sølvbryllup ugen efter. Og så var det jo også måneden, hvor vi sagde nej til Maastricht-traktaten. Så der foregik rigtigt mange spændende ting den juni 1992.«

Brian Nielsen, tidligere topbokser: »Du kan tro, jeg så EM-finalen. Jeg kan ikke huske, hvor jeg så den henne, men jeg kan bare huske, at der var en syg stemning. Folk var alle steder. Det var noget helt vildt. Det var hele Danmark, der festede dengang.«

»Det, der betød mest for mig, var, at vi vandt over de rådne tyskere. Det var det største, der skete. Og det tror jeg, at det var for alle danskere. Vi slog tyskerne, og det, synes jeg, var en kæmpe sejr. Tyskerne er så dygtige. De havde alle chancer for at vinde EM, og så gennemtæver vi dem 2-0. Det var da stort.«

»Det var det år, jeg også var til OL. Det er så 68 år siden. Nej, det er løgn - det må være 78 år siden, jeg fik medalje til OL. Det var meget tæt på hinanden. Jeg kan huske, at de skulle ind på Rådhuset, og så skulle vi derind ikke så længe efter.«

»Jeg vil aldrig klage over deres EM-sejr. Jeg fik jo en kæmpe anerkendelse. Men det er stadig sjovt, at det eneste, folk kan huske i dag, er, at jeg klappede ham i røven.«

Bodil Jørgensen, skuespiller: »Jeg var på Christianshavn og på vej over broen ind mod byen. Jeg havde set kampen på et værtshus sammen med min mand. Det var helt, fuldstændig vildt. Jeg har ikke oplevet Danmark blive fri. Sådan noget trænger Danmark snart til igen, så vi kan stå sammen.«

»Der var menneskestorm. Alt stoppede, og folk kastede sig om halsen på hinanden. Det var virkelig fedt.«

»Jeg ved ikke, hvor længe dønningerne af sådan noget kan vare, eller hvor længe man kan leve på sådan en succes. Men der er noget med fodbold. Kaster man en bold op i luften i en lille landsby i Afrika eller Grønland, stimler folk sammen og vil sparke til den. Der er noget ur-agtigt over det.«

»Jeg elsker at se en fantastisk fodboldkamp. Det er et holdspil, samtidig med at det er vanvittigt individuelt. Det handler om at stå sammen, og derfor trænger Danmark til at vinde noget mere i fodbold.«

Mikael Bertelsen, radiochef og tv-vært: »I sommeren 1992 var jeg på arbejde for ungdomsredaktionen på Roskilde Festivalen, og jeg så finalen med 20-25.000 andre i teltet ved Grøn Scene, hvor festivalen havde sat sådan en storskærm op. Jeg så kampen sammen med min gode barndomsven Søren Fauli. Jeg har spillet meget fodbold og har gået meget op i det. Det samme kan man slet, slet ikke sige om Søren. Han er nok mere den type, der stiger på folkestemningen undervejs.«

»Jeg havde set de andre kampe med andre venner, hvor vi virkelig kunne diskutere fodbold på et højt niveau. Men nu stod jeg der sammen med Søren Fauli, og jeg kan huske, at der på et tidspunkt var frispark oppe i midtercirklen, hvor Søren efterhånden var så revet med, at han skreg ’straaaaffee’, så alle vi i nærheden kortvarigt fik tinnitus. Men han fattede dog, at vi vandt europamesterskabet den dag.«

»Det var faktisk samme aften, at Nirvana spillede på Orange Scene. Og bag scenen interviewede jeg Kurt Cobain (forsangeren i Nirvana, red.), der slet ikke forstod, hvorfor hele Roskilde Festivalen pludselig er et stort euforisk sportsmareridt. Han hadede sport. Jeg mistede desværre min optagelse af ham, fordi jeg ikke fik trykket den rigtige knap ind på båndoptageren. Det gør man kun én gang.«

»Jeg husker, at jeg næste morgen talte med min mor, som overhovedet heller ikke er sportsinteresseret. Hun havde været inde på Rådhuspladsen og beskriver det som noget helt, helt særligt. Og jeg kan også huske, at Kurt Thybo skrev en avisleder, hvor han i ramme alvor forlangte, at Rådhuspladsen ændrede navn til Ricardo-pladsen. Det havde lydt lidt mærkeligt i dag, men det siger noget om, hvor stort det var.«