En uventet gave er dukket op for flere superliga-klubber, da den tidligere Brøndby-spiller David Boysen pludselig er blevet ledig på transfermarkedet.
Nyheden om den hurtige kantspillers afbrudte samarbejde med hollandske Roda kom fredag, men allerede nu er jagten på hans underskriftså intens, at flere superligaklubber er i budkrig om at få ham i stalden.
Ifølge BTs oplysninger har Sønderjyske, Lyngby, Silkeborg og Randers FC alle lagt et kontrakttilbud foran David Boysen, og han skal nu beslutte, om han vil tilbage til Superligaen eller fortsætte karrieren i udlandet.
Også den svenske storklub IFK Göteborg og en klub i USA har nemlig ifølge BTs oplysninger fundet penge i budgettet til at præsentere David Boysen for et fremtidigt samarbejde.
Det er ikke oplysninger, David Boysen kan bekræfte over for BT, men han siger om sin situation: »Jeg har konkrete tilbud fra femseks klubber, som jeg overvejer lige nu, og det er både fra ind-og udland. Der går ikke lang tid, før jeg beslutter mig. Det kan blive i morgen, og der kan også gå tre, fire, fem dage, men det bliver i denne uge,« siger den eftertragtede David Boysen, der ikke kender sin klubsituation endnu, men med sikkerhed ikke skal tilbage til Brøndby, hvor træner Alexander Zorniger har succes uden brug af deciderede kanttyper. Som David Boysen.
»Brøndby har altid haft en stor plads i mit hjerte, men i og med de har den spilfilosofi, de har, er det ikke noget, der er aktuelt hverken for dem eller mig,« forklarer David Boysen.
Det er kun et halvt år siden, at han skiftede til den hollandske klub Roda, og den hurtige kantspiller fik rigeligt med spilletid i Æresdivisionen, så fredagens nyhed om det afbrudte samarbejde kom ret overraskende for de fleste.
»Jeg har haften rigtig god tid i Roda, og i begyndelsen spillede vi offensiv fodbold, men i og med at vi begyndte at tabe og ryge langt ned i tabellen, besluttede vores træner sig for at spille mere primitiv fodbold.
Så som sæsonen skred frem, sagde jeg, at jeg gerne ville noget andet,« forklarer David Boysen og uddyber om sit stop i Holland: »I bund og grund er der ikke noget hokus pokus i det. Jeg kunne mærke i kamp efter kamp, at det ikke var den måde, jeg havde en forventning om, vi ville spille fodbold, og klubben var meget ærlig om, at det også var sådan, den ville fortsætte med at spille for at overleve i Æresdivisionen. Jeg er en lidt rastløs og utålmodig person, så jeg forklarede dem, at hvis de havde tænkt sig at forsvare i 90 minutter, så var det bedre, at de fandt en anden til min plads. Samtidig var det ikke kun fodboldrelaterede, men også private årsager til, at jeg gerne ville ophæve med Roda, så jeg er glad for, at det kunne lade sig gøre,« siger David Boysen, der har fået en god aftale med hjem fra Holland:
»Jeg kan kun sige, at jeg synes, klubben og jeg håndterede situationen rigtig godt. Jeg havde halvandet år tilbage af min kontrakt, og jeg havde mange penge til gode af den grund, så det ville blive ret svært for klubben både at sælge mig og købe en anden i de sidste to uger af transfervinduet, så vi blev vi enige om en kompensation for mig. Og jeg fik mere, end jeg tror, jeg kunne drømme om,« tilføjer den transferfri spiller, der snart har fremtiden på plads.
