Jeg sover stadig med lyset tændt – bare én lille lampe. Men den er der. Og årsagen til min nyanskaffede (eller genopståede) mørkeræd lysende klar: 'Paranormal Activity'.
Denne amerikanske gyser, der kostede bare 75.000 kr. at indspille, er blevet kaldt 'verdens mest uhyggelige film'. Og selv om den titel efter min mening stadig tilfalder 'Excorcisten' fra 1973, så er der noget om snakken.
Jeg har grinet højt ad 'Evil Dead'. Jeg har peget fingre ad 'The Blair Witch Project'. Og jeg har klappet begejstret i mine små fedtede barnehænder, når de afhuggede hoveder danser i 'Tegnet' (Bare rolig, jeg har clearet denne anmeldelse med min psykolog).
Men da jeg sad i mørket og oplevede 'Paranormal Activity', var der ikke noget at grine ad. Det var bare gys, gys og (herligt) gys.
Det handler i al sin enkelhed om et par, der mener, at deres hus er hjemsøgt af nogle ondsindede spøgelser. Derfor sætter de en samling natkameraer op for at løse mysteriet. Og filmen består primært af disse 'hjemmeoptagelser', hvor hver en lille lyd og hver en lille skygge udnyttes maksimalt.
Det lyder primitivt. Og det er det også. Men stille og roligt suger filmens dokumentaragtige præg og den snigende uhygge selv den mest vrangvillige med ind i det skrækindjagende univers. Og man forlader biffen med is i rygraden og nerverne uden på vinterfrakken.
'Paranormal Activity'
Instruktion: Orin Peli
2009, amerikansk
