Mesterinstruktøren har begået sin bedste film siden 'Pulp Fiction'.

Quentin Tarantino er en ustyrlig, repektløs og eventyrlysten instruktør, og så kan han – ikke mindst – fortælle en historie så originalt og opfindsomt, så englene crooner 'SÅDAN, MAND!'.

Det vil De selv gøre, når De forlader biografen efter at have oplevet den fænomenale filmiske tour de force, Tarantinos nye værk 'Inglorious Basterds' er. En film lavet af en mand, som er lige dele forelsket i snotnæset ramasjang-underholdning, intensiteten i drama og i selve filmmediet.

Aflive mange nazister

Titlens 'Inglourious Basterds' er en flok jødiske amerikanere, som bliver sendt bag fjendens linjer i det nazi-okkuperede Frankrig med det eksplicite formål at tage hævn for nazisternes jødeforfølgelser og aflive så mange tyske soldater som muligt på den mest grusomme facon overhovedet.

Ofrene skal skalperes

Gruppens leder, løjtnant Aldo Raine, forlanger sågar, at hans mænd skalperer gruppens ofre (!) og bringer ham mindst 100 skalpe… hver. Brad Pitt yder en pragtpræstation i rollen som Raine med den tommetykke sydstatsaccent.

Han er både uhyrlig og urkomisk, og mandens forsøg på at give den som troværdig italiener mod filmens slutning SKAL simpelthen opleves. Tro mig!

Men nu ville 'Inglourious Basterds' jo ikke være en Tarantino-film, hvis det bare handlede om soldaternes nazijagt. Samtidig med bastardernes nedslagtninger møder den tyske soldat Frederick Zoller i Paris en smuk biograf-ejer og forsøger – uvidende om at hun er jøde – at vinde hendes gunst.

Derfor overtaler han propagandaminister Joseph Goebbels til at flytte gallapremieren på en tysk propagandafilm til frøkenens biograf. En gallapremiere, som vil blive overværet af de mest prominente naziledere – inklusive Hitler.

Den begivenhed får vore 'Inglourious Basterds' naturligvis nys om, og så skal mere ikke afsløres hér. Blot at denne gang får nazisterne virkelig, hvad de har fortjent. Og lidt til.

Nydelse for filmfans

- Vi er i nazi-dræber branchen, og tro mig: forretningen går strygende, som Brad Pitt dræver i én af de mange fornøjelige one-liners, der er lagt i munden på ham i denne film.

Filmen formeligen svømmer over af gode scener og fine skuespil-præstationer. Blandt de sidste er Christoph Waltz formidabel som den intense nazistiske 'jødejæger', SS-oberst Hans Landa. Mens scenen hvor Melanie Laurent i rollen som biografejeren Shoshanna Dreyfus lægger krigsmaling inden det endelige opgør med nazisterne til tonerne af David Bowies 'Cat People (Putting Out Fire)' er én af mange, som ganske enkelt bør være en nydelse for filmfans og –freaks.

Som 'Inglourious Basterds' faktisk er det som helhed. Selv med en spilletid på to-en-halv time er filmen en fornøjelse hele vejen og med lethed Tarantinos bedste siden den ikoniserede 'Pulp Fiction'.

'Inglourious Basterds', Amerikansk. Instruktion: Quention Tarantino. Premiere i hele landet.