- Du ved godt, at jeg kan slå dig ihjel, hvis jeg vil?
Ordene kommer fra skinhead 'A' ved hans side.
Marcus Nicolas Christensen har fulgt 'A' i flere måneder som research til en rolle, hvor han skal spille nynazist. Nu står de begge og pisser uden for et værtshus et sted i Danmark i foråret 2007. Marcus tænker, at alt kan være slut nu, inden han svarer tilbage:
- Hvor godt, at du ikke gør det.
Så flækker skinheadens ansigt i et grin.
- Det var sgu da bare for sjov.
Marcus har rollen som den nynazistiske Danni i den danske film 'Himlen falder' i sin spillefilmsdebut fra i fjor, og på søndag kan hans præstation give ham en af filmbranchens flotteste priser. En Robert for bedste mandlige birolle.
Forud er gået et halvt års research, hvor den 35-årige skuespiller levede sit liv blandt danske højreekstremister som en del af den ekstreme højrefløj.
- Flere af mine kolleger rådede mig fra det, fordi det lød for farligt, men instruktøren bakkede mig op, fortæller Marcus Nicolas Christensen, da B.T. møder ham.
Blev afvist
Målet var klart, da Marcus begyndte sin research i 2007. At finde højreekstremister, han måtte følge og filme. Med lovning om, at han aldrig udleverede personernes oplysninger, destruerede alt filmmateriale efter endt research, og at kontakten stoppede, når Marcus sagde stop.
På nettet fandt han grupper og navne, ringede dem op, men blev afvist. Forsøgte med det nynazistiske miljø i Greve, men uden held.
- De store fisk, vi hører om i medierne, er i virkeligheden små, og mange lever mest på nettet. Til sidst fik jeg fat i én, som sagde ja. Han fortalte, at han var blevet smidt ud af andre fra miljøet, fordi han var for hård, siger Marcus, og et træk på smilebåndet afslører, at den oplysning gav stof til eftertanke.
- Han var stor som et hus, havde ild i øjnene og nød at kalde sig selv psykopat. Tonen i det miljø er så ufattelig hård.
- En dag, da jeg kom hjem efter have tilbragt næsten et døgn med ham, brød jeg sammen foran min kæreste. Ikke pga. en særlig episode, men fordi man behandler hinanden så forfærdelig, siger Marcus, der ikke var vidne til vold eller ulovligheder – et krav fra hans side.
Blev truet
Men en dag stopper 'samarbejdet' brat. Marcus får en sms fra manden om, at han skal komme, men Marcus svarer, at han ikke kan.
- Han truede med at gøre livet for mig og min familie til et helvede. Og det kunne være alt eller ingenting. Dér gik min grænse, fortæller Marcus.
Senere får han en sms om, at 'det er okay, og at de måske ses igen en dag'.
- Det var hans måde at sige undskyld på. I virkeligheden tror jeg, at han nød, at jeg fulgte ham. Kaldte mig sin fotograf og den slags. Han opfattede os nok lidt som venner, siger Marcus.
Marcus er inspireret af den amerikanske tradition for 'method acting', der blandt andet fik Robert De Niro til at arbejde tre måneder som taxichauffør før rollen i 'Taxi Driver'.
- Kun få danske skuespillere gør det. Jeg vil gøre det igen, og også anbefale andre at gøre det, så længe man forstår, at det ikke er nogen skovtur.






















