Her skal klappes med to hænder: Stor applaus til Paprika Steen!
'Applaus' er hendes film. Hun er med i hver eneste scene, og når den lille, intense film er forbi, så er det, der sidder fast på nethinden, nærbilledet af hendes fantastiske ansigt. Det er vældigt og levende. Det er et barometer, som på et øjeblik skifter fra smukt til uvejr. 'Applaus' lever af hendes ansigt. Og i det.
Filmen er en vellykket spillefilmdebut for Martin P. Zandvliet, der kan være stolt af dette drama i nærbillede.
Filmen er en gave til Paprika Steen – og hun nyder åbenlyst at pakke den ud! Med hugorm-huggende hurtighed skifter hun: fra varm til kold, fra forstående til spottende, fra hysterisk til fornuftig. Det er en vældig og meget foruroligende kvinde, hun her viser os.
Hænger i med neglene
Paprika Steen kan det dér med kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. Og i 'Applaus' er det med det yderste af neglene, at hendes figur – Thea – lige akkurat hænger fast i tilværelsen. Hun er en manipulerende, uforudsigelig kvinde, en berømt/berygtet skuespillerinde i diva-klassen.
Smuk men slidt, ung men på vej til at blive gammel – og allermest er Thea så selvoptaget og selvspejlende, at det bekræfter vore værste fordomme om skuespilleren, der kan på scenen, men som er hjælpeløse ude i det virkelige liv.
Thea er kun tryg, når hun spiller roller. Uden dem – og sin sprut – er hun fortabt. Filmen handler om Theas forsøg på at være ædru og normal og få sine børn tilbage. Hvor lang vej der er til det, går op for Thea i en pragtfuld trøstesex scene (med svenske Shanti Roney).
Men hvor der er liv, er der håb… og der er masser af liv i Thea, som indser, at hun er 'tosset'.
Da hun – igen – siger farvel til sine to små sønner, er det måske 'og på gensyn'. Det håber vi for både børnene og hende, for Paprika Steen har fået os til at holde af Thea, denne skrøbelige damptromle af en kvinde.
Oprindelsesland: Danmark.
Instruktion: Martin P. Zandvliet.
Premiere over hele landet.
