Den nye danske udgave af tv-programmet 'TopGear' har fået en dårlig start.

Programmet er nemlig blevet politianmeldt af Naturstyrelsen, fordi de skulle have kørt rundt i det fredede naturområde omkring Rubjerg Knude uden tilladelse.

Nu svarer den ene af de tre værter Felix Smith så på tiltale.

'Angående diverse artikler om TopGears besøg ved Rubjerg Knude Fyr. Der bli'r skrevet at vi kørte ræs i et fredet område hvilket ikke er rigtigt,' skriver han i et opslag på Instagram og fortsætter:

'Vi kørte op til fyret i et etableret spor som håndværkere og en traktor med turister til fyret bruger dagligt. Der blev ikke kørt stærkt, eller kørt i klitterne og vi ødelagde intet'

Værten nægter dog ikke kategorisk, at der kan være hold i dele af anklagerne imod dem.

'At tilladelserne ikke har været på plads vil jeg lade andre om at forklare,' skriver han videre på det sociale medie.

Sagen om politianmeldelsen falder kun to dage efter, at tv-værten offentliggjorde nyheden på sin instagram-profil om sit nye job på bilprogrammet.

Han skal være vært for programmet sammen med skuespiller Dar Salim og racerkører Jesper Carlsen.

B.T. har haft fat i de tre værter for at få en kommentar om politianmeldelsen, men det er ikke lykkedes før deadline.

Man har også kunnet følge Dar Salim give den gas i forbindelse med optagelser til det nye program. Han har nemlig delt tempofyldte videoer på sin Instagram.

Læs mere om sagen her.