Bliver tredje gang mon lykkens gang for 33-årige Mike Beck?

Mike Beck er en vaskeægte talentshow-veteran.

For tiden kan du opleve den 33-årige aarhusianer i ’X Factor’ om fredagen som en del af Remees ’voksen’-hold. Tidligere har han både forsøgt at slå igennem i programmerne ’Idols’ på TV3 og ’Voice Danmarks største stemme’ på TV2.

»Ja, det er ikke første gang, at jeg står overfor Thomas Blachman,« fortæller Mike Beck med et smil.

»Han var dommer i ’Idols’, da jeg stillede op i 2002 (programmet blev sendt på TV3 i 2003, red.), og det gik faktisk fint. Jeg kom igennem de første tre-fire audition-runder og røg så ud, lige inden live-showsene gik i gang. Jeg stillede op som solist, men blev så pludselig sat sammen med en kvinde, og det fungerede ikke. Jeg har ikke snakket med Thomas Blachman om det. Han har jo haft så mange deltagere igennem siden, at han formentlig ikke kan huske det.«

Efter ’Idols’ vandt Mike Beck i 2007 en lokal talentkonkurrence ’Stjerne for en aften’ i Esbjerg, før han i 2012 så forsøgte sig i TV 2-programmet ’Voice – Danmarks største stemme’, hvor han stod overfor dommerne L.O.C., Sharin Foo, Xander og Lene Nystrøm.

»Jeg syntes, det var et fedt koncept, så derfor stillede jeg op,« forklarer han.

Dommerne syntes, Mike Beck var en fed sanger, men alligevel blev han ikke stemt videre.

Han tror helt sikkert, at de mange oplevelser har hjulpet ham frem til i dag at have klaret sig igennem nåleøjet og stå blandt de sidste otte ’X Factor’-deltagere.

»Det falder mig meget mere naturligt at stå foran et kamera nu. Og så har jeg øvet og øvet og udviklet min stemme, der er meget bedre i dag.«

’X Factor’ er det største, han indtil videre har prøvet, men han har endnu de helt vilde fanoplevelser til gode.

»Det er meget stille og roligt. Når folk genkender mig på gaden, så smiler de bare lidt. Det er fint nok.«