Kate Winslet fortæller ung skuespillerinde, hvordan man laver den perfekte nøgenscene.

Hun har lavet en del af dem. Nøgenscenerne. Og nu er Kate Winslet begyndt at lære fra sig.

Den 35-årige skuespillerinde har for nylig guidet den unge stjerne Evan Rachel Wood igennem en nøgenscene i miniserien "Mildred Pierce", siger hun til E! News.

Se billederne: Her er de 50 bedste nøgenscener på film - nogensinde

Se billederne: Kate Winslets mange nøgenroller

- Hun coachede mig hele vejen igennem min første nøgenscene. Jeg mener, hun har jo gjort det hele, siger det 23-årige talent, der altså viser flere talenter frem i den nye miniserie.

Men selv om Kate Winslet er erfaren i at smide tøjet på film, indrømmer hun, at det hver eneste gang er en udfordring for hende.

- Jeg talte med Evan om at finde et niveau af selvsikkerhed i sådan noget som nøgenhed. Det er meget mærkeligt, nøgenhed. Og jeg ved, at jeg har gjort det mange gange nu. Men det er noget, man aldrig bliver helt vant til, forklarer hun.

"Mildred Pierce" foregår i 1930'erne, inden kvinder begyndte at vokse bikinilinjen, og derfor optræder Wood i serien med en såkaldt "merkin" - en paryk til den nedre region.

- Jeg gjorde Evan opmærksom på, at der var nogen til at holde hende i hånden og smide en badekåbe over hende på det rigtige tidspunkt. Jeg tror, det fik hende til at få det bedre med det, siger Winslet videre.

Både Kate Winslet og Evan Rachel Wood medvirker i miniserien "Mildred Pierce", der søndag begynder på den amerikanske tv-kanal HBO.

/ritzau/