Instruktøren til en af de mest omtalte film nogensinde optog en kontroversiel voldtægtsscene uden skuespillerindens samtykke. Han ville have hendes reaktion som kvinde, ikke som skuespiller.

Scenen, hvor Marlon Brando voldtager sin langt yngre elskerinde i den franske skuespillerinde Maria Schneiders skikkelse er en af de mest berømte i filmhistorien.

Den stammer fra filmen 'Last tango in Paris' fra 1973. Filmen er et erotisk psykologisk drama og en af de mest omdiskuterede film i filmhistorien. Sexscenerne chokerede publikum dengang, og den dag i dag bliver filmen betragtet som kontroversiel. For er der tale om kunst eller pornografi?

Handlingen udspiller sig mellem to fremmede mennesker, som mødes i en tom lejlighed og har sex. Den 48-årige Marlon Brando spiller manden Paul, hvis hustru lige har taget sit eget liv. Den purunge Maria Schneider spiller Jeanne, som snart skal giftes.

Marlon Brando med sin medspiller, den franske skuespillerinde Maria Schneider, i den berømte film fra 1973 'Last Tango in Paris'.
Marlon Brando med sin medspiller, den franske skuespillerinde Maria Schneider, i den berømte film fra 1973 'Last Tango in Paris'. Foto: HO
Vis mere

Mest kendt er den scene, hvor Brandos karakter forgriber sig på sin unge elskerinde. Han smører hendes bagdel ind i smør og tager hende bagfra. Nu, 44 år efter, skaber afsløringer om, hvordan scenen blev optaget, voldsom debat.

En video med instruktøren Bernardo Bertolucci fra 2013 er nemlig dukket op på nettet, hvor han indrømmer, at den dengang kun 19-årige Maria Schneider aldrig gav sit samtykke til at optage scenen. Den stod ikke i det oprindelige manuskript, og hun vidste ikke, den skulle optages, før den dag, indspilningerne fandt sted.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Den italienske instruktør Bernardo Bertolucci afslørede i 2013, at den dengang 19-årige Maria Schneider ikke var forberedt på voldtægtsscenen i 'Last tango in Paris.' Scenen blev optaget uden hendes samtykke. 
Den italienske instruktør Bernardo Bertolucci afslørede i 2013, at den dengang 19-årige Maria Schneider ikke var forberedt på voldtægtsscenen i 'Last tango in Paris.' Scenen blev optaget uden hendes samtykke.  Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

»Sekvensen med smørret var en idé, som jeg fik med Marlon om morgenen før indspilningen,« fortæller Bertulocci i klippet.

Han forklarer, at han 'ville have hendes reaktion som kvinde, ikke som skuespiller.'

»Jeg tror, hun hadede mig, og også Marlon, fordi vi ikke fortalte hende, at der var den detalje med smørret, som blev brugt som glidecreme,« siger han i interviewet.

Bertulocci indrømmede, at det var en forkert, at Maria Schneider ikke var klar over, hvad der skulle ske, men han fortrød ikke, at han valgte at instruere scenen sådan.

Maria Schneider var bare 19 år, da hun medvirkede i den berømte film. Senere fik hun alvorlige problemer med både depressioner og stoffer og i et interview i 2007 fortalte hun, at hun følte sig både ydmyget og 'en lille smule voldtaget' efter den ikoniske scene. Hun indrømmede også, at hun og Brando ikke havde sex i virkeligheden - scenen var simuleret.

Den franske skuespillerinde Maria Schneider fotograferet i 2010. Hun døde året efter af kræft.
Den franske skuespillerinde Maria Schneider fotograferet i 2010. Hun døde året efter af kræft. Foto: FRANCOIS GUILLOT
Vis mere

Den dengang 48-årige Marlon Brando fotograferet i 1972 under optagelserne til filmen 'Last tango in Paris.' 
Den dengang 48-årige Marlon Brando fotograferet i 1972 under optagelserne til filmen 'Last tango in Paris.'  Foto: -
Vis mere

Hun hørte først om scenen kort før, den skulle optages.

»Jeg blev så vred. Jeg burde havde ringet til min agent eller fået min advokat til at komme på settet, for du må ikke tvinge nogle til at gøre noget, som ikke står i manuskriptet, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt,« fortalte hun til Daily Mail og tilføjede at Marlon Brando havde beroliget hende:

»Marlon sagde til mig: 'Bare rolig, Maria. Det er bare en film. Men selv om Marlon ikke gjorde det rigtigt, græd jeg ægte tårer. (...) Jeg var ked af det, fordi jeg blev behandlet som et sexsymbol - jeg ville være skuespiller.«

»Bagefter forsøgte han ikke at trøste mig eller undskylde. Heldigvis blev scenen kun optaget én gang,« fortalte Maria Schneider, som døde af kræft i 2011 - 58 år gammel.

Det tre år gamle interview med instruktøren skaber nu voldsom debat på de sociale medier. Flere skuespillere tager skarpt afstand fra den måde at instruere på. Oscarvinderen Jessica Chastain skriver blandt andet på Twitter, at hun bliver dårlig ved tanken om, hvordan instruktøren planlagde scenen.

Skuespilleren Chris Evans skriver, at han aldrig vil se på samme måde på den berømte film.

Instruktøren Ava DuVernay skriver på Twitter, at historien er 'utilgivelig'.