Kim Wagner vandt ’Voice’ efter en nervepirrende finale, der var præget af overraskelser og stor uforudsigelighed. Han kan nu kalde sig indehaver af Danmarks største stemme og løbe afsted med pladekontrakten hos Universal.

- Det er en kæmpe nydelse. Det er fantastisk, lød det lørdag aften fra en jublende og glad Kim Wagner. Den 45-årige deltager vandt ’Voice - Danmarks største stemme’ og dermed en pladekontrakt med Universal Music.


LÆS OGSÅ:

- Den her plade bliver anderledes, fordi jeg har mere overskud end tidligere. Jeg har allerede skrevet mange sange, og jeg håber, at min coach L.O.C. vil være med ind over samarbejdet, sagde han. Konkurrencens andenplads gik til showets yngste deltager, den 22-årige Mathias Pachler.

Aftenen var præget af en enorm spænding og uforudsigelighed. Det var udelukkende op til seerne at vælge, hvem der skulle vinde. Der var intet mindre end tre afstemninger. Liv Skotte blev den første, der røg ud af konkurrence, og herefter fulgte den aarhusianske Bjarne Langhoff.

LÆS OGSÅ: 

Derefter var det op til seerne at vælge mellem den yngste og den ældste deltager, og her valgte de alderspræsidenten.

Kim Wagner er 45 år og bor i Holmegaard, tæt på Næstved.

Han er konkurrencens mest professionelle musiker. I midt halvfemserne var han i en periode en fast del af Sanne Salomonsens band, og ligesom Danmarks Rockmama også har indspillet en af Kim Wagners sange. Et par år senere udgav pladeselskabet EMI-Medley et solo-album med Kim Wagner. Han lever i dag af at spille og synge som solist og sammen med andre, bl.a. med Martin Brygmann, som Kim Wagner har en duo med.

Ud over at være en stærk og erfaren sanger, spiller han både klaver og guitar, og så er han måske den deltager, der har taget mest kontrol, når det handlede om at få band, vokal og arrangement til at gå op i en højere enhed.

Hans coach Liam O’Connor bedre kendt som L.O.C. har gang på gang omtalt Kim Wagners uforudsigelighed og udtrykt en fascination af hans væsen og voldsomme vokale overskud, der har gjort, at L.O.C. gentagne gange har måttet sende ham videre i konkurrencen.

I semi-finalen var Liam O’Connor så sikker i sit valg, at han helt fratog seerne indflydelse og uddelte 100% af sine point til Kim.

Kim Wagner vandt en pladekontrakt med Universal Music og skal nu i studiet og indspille sin vinderplade

Synes du, at 'Voice' har været et godt tv-program? 

Deltag i debatten under artiklen

Husk du kan chatte med Kim Wagner på bt.dk søndag kl. 13-14