Tv-serien 'The Walking Dead' er blevet en af de mest populære amerikanske tv-serier, og nu er zombie-universet også blevet til en forlystelse, hvor du selv kan prøve kræfter med, hvordan det er at overleve i et univers af både døde og levende.

Mandag åbnede forlystelsesparken Universal Hollywood Studios i Los Angeles forlystelsen 'The Walking Dead' - naturligvis dedikeret til serien af samme navn.

I tv-serien møder vi hovedpersonen Rick Grimes, der vågner op på Harrison Memorial Hospital og pludselig befinder sig i en verden fyldt med zombier. Herfra begynder hans kamp for at overleve i en forandret verden, hvor angreb fra zombier - og mennesker man ikke kan stole på - altid lurer rundt om hjørnet.

På samme måde starter forlystelsen på netop Harrison Memorial Hospital, hvorefter man som forlystelsesgænger skal forsøge at kæmpe sig igennem horder af zombier, beretter blandt andet Mirror.

Undervejs bliver du som forlystelsesgæst bragt gennem flere kendte steder fra den populære tv-serie, og flere af zombierne du møder på din vej bliver spillet af rigtige skuespillere for at gøre hele oplevelsen ekstra livagtig - og tilsvarende frygtindgydende.

Flere af skuespillerne fra 'The Walking Dead' har besøgt den skrækindjagende forlystelse, og Michal Traynor, der spiller rollen som Nicholas i tv-serien, har selv et bud på, hvorfor en forlystelse bygget på 'The Walking Dead' er både en god idé - og hvorfor den også vil skræmme livet af folk.

»Det er det der spørgsmål om overlevelse, ikke sandt? Vi har det allesammen meget behageligt med vores sofaer og vores supermarkeder med mad. Så derfor, når vi bliver stillet over for ideen om, hvorvidt vi kan overleve en trussel, som er større og stærkere end os, så er det meget fængslende,« siger han til Mirror.

Herunder kan du selv komme med på tur rundt i forlystelsen - men det er ikke for sarte sjæle.