Amerikanerne valfarter i biografen for at se Susanne Biers romantiske komedie, 'Den skaldede frisør' med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i hovedrollerne.
Men det er ikke kun publikum, den dansker superduo, Trine Dyrholm og Susanne Bier, har taget med storm. Også anmelderne fra de tre store medier, USA Today, Time Magazine og New York Post har overgivet sig helt og fuldt til den romantiske, danske komedie.
Superlativer som 'en sjælden kærlighedshistorie, der undgår en klæbende sentimentalitet' lyder det rosende fra USA Today, der finder Trine Dyrholm og Pierce Brosnan 'uimodståelige'.
Men også det internationalt anerkendte, Time Magazine, er faldet fuldstændigt for den blonde, danske stjerne der optræder næsten skaldet og med paryk på i filmen. Time Magazine beskriver simpelthen Trine Dyrholm sådan:
'Dyrholm har en usædvanlig tiltrækning. Den slags ansigt, der synes åbent og ubevogtet, dog uden at man helt kan regne ud, hvad det er, hun tænker.'
'Den skaldede frisør' har netop haft premiere i udvalgte biografer i Los Angeles og New York under titlen 'Love is all you need', hvor anmelderne har drysset tre eller fire stjerner efter Biers feel-good film, som man nok må sige har fået en forrygende start.
I den første weekend har filmen nemlig haft en gennemsnitlig indtjening på 9.700 dollars, hvilket er det fjerdebedste ud af de i alt godt 45 spillefilm, der lige nu spiller i de amerikanske biografer.
Også i England har 'Den skaldede frisør' haft stor succes, efter den fik premiere der for et par uger siden. Filmen åbnede på en syvendeplads på den engelske Top 20 og nåede op på 202.000 engelske pund i åbningsweekenden alene. Og anmelderne på de anerkendte aviser, The Times og Daily Telegraph har begge givet filmen fire ud af fem mulige stjerner.
I det hele taget har 'Den skaldede frisør' været endnu en kæmpesucces for Susanne Bier. Herhjemme solgte filmen 645.000 billetter i biograferne.Og nu går filmen altså sin sejrsgang i både USA og England.
Udover Trine Dyrholm og Pierce Brosnan glimrer også Paprika Steen, Molly Blixt Egelind, Bodil Jørgensen og Kim Bodnia i større biroller i 'Den skaldede frisør'.