Forældre flygtede ud af biograf med børnene på slæb.

Lars Von Triers kommende sexdrama »Nymphomaniac« har skabt røre i USA, efter at traileren til filmen ved en fejl rullede over skærmen foran mange børn, der var taget i biografen for at se en ny Disney-film i en biograf i Pinellas Park nær Tampa i Florida.

Chokerede forældre forsøgte at skærme podernes øjne, mens andre sågar valgte at flygte mod udgangen med børnene på slæb, skriver Fox 13 News.

Optrinnet fandt sted mens de små biografgængere ventede på, at børnefilmen »Frost«, der handler om to prinsesser, skulle gå i gang. I mellemtiden blev de mødt med bl.a. sexscenerne fra den danske instruktørs kommende nøgenfilm.

»Det føles som en evighed, når man prøver at dække en lille drengs øjne til. Jeg havde ikke hænder nok til også at dække hans ører, så han fik lyden godt med,« fortæller Lynn Greene fra Largo, der havde sit seks-årige barnebarn med i biografen.

En repræsentant fra biografen forklarer, at visningen af traileren skyldtes tekniske vanskeligheder, og at alle biografgængere efterfølgende fik tilbudt en gratis billet. Det gør dog ikke Lynn Greene tilfreds.

»Der burde være sikkerhedsforanstaltninger, så den slags aldrig kan ske igen,« siger hun til mediet.

Rigtig sex
Blandt Zentropa-filmens skuespillere finder man stjerner som Uma Thurman, Stellan Skarsgård, Christian Slater og Shia LaBeouf.

Lars von Trier annoncerede for længe siden, at de mange stjerner, der optræder i »Nymphomaniac«, dyrker rigtig sex foran kameraet.


Siden er det dog kommet frem, at de mest eksplicitte scener er blevet optaget med hjælp fra stand-ins, der lægger underkroppe til, mens overkroppene leveres af stjernerne selv. 

De to halvdele er efterfølgende blevet splejset sammen digitalt, en proces der angiveligt var så langsommelig, at filmens planlagte premiere ved Cannes-festivalen denne sommer blev udsat.

Filmen har dansk premiere juledag.