Selvom man kan kalde sig Oscar-vinder, kan sagtens blive så befippet over at blive kåret som ’Bedste instruktør’ i egen andedam – Europa – at man snubler i kjolen. Det måtte Susanne Bier sande lørdag, da hun skulle på scenen under European Film Award.

Dagen derpå havde flovheden lagt sig, men lykken sad stadig i Susanne Bier, da B.T. talte med hende søndag. Et halvt døgn tidligere, lørdag aften, stod hun på scenen under European Film Award i Berlin for at modtage prisen ’Bedste Instruktør’ for filmen ’Hævnen’.

Men faktisk var hun så sikker på, at prisen ville gå til en anden, at hun – som kvinder har for vane, når de sidder ned – havde skubbet de tårnhøje stiletter af fødderne, mens hun sad i salen.

- Anders Thomas Jensen (manuskriptforfatter, red.) sad bag ved mig i salen og spurgte: Skal du ikke have skoene på? Så tog jeg da dem på. Men det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde ligesom en idé om, at amerikansk publikum havde en bedre respons på mine film end europæisk, fortæller Susanne Bier, der tidligere har vundet ved de amerikanske prisuddelinger Oscar og Golden Globe.

LÆS OGSÅ:

Den danske instruktør havde en forestilling om, at kun meget, meget elitære film faldt i juryens smag. Men Bier glæder sig over blåstemplingen.

- Det er godt i Europa, når man tænker i finansiering. For man kan nærmest ikke lave en dansk film, uden at der er andre lande involveret, fordi det er så svært finansiere film i dag. Derfor er det godt med en europæisk blåstempling. Og så er det godt med en instruktørpris, for det er en markering af ens faglige dygtighed. Det er skønt, siger hun og tilføjer:

- Der  har været en tradition for, at prisen går til meget tekniske film, men det er meget firkanten set. For instruktøren er mere end det – det er historiefortælleren. Så jeg tror ikke, der er særligt mange kvinder, der har fået den her pris, griner Bier.

Faktisk har vinderfilmen ’Hævnen’ allerede halvandet år på bagen, og Susanne Bier er allerede i gang med et nyt projekt. Den romantiske komedie kaldet ’Den skaldede frisør’, der skal have premiere i august næste år.

- Det gjorde mig faktisk mere afslappet i går. Men så kommer tanken, 'Åh, kommer de så til at hade den næste film?', sukker hun og tilføjer i næste åndedrag:

- Men det kan man jo ikke lave kreativt arbejde ud fra!

I morgen står den på klipning af den kommende film, og således er det slut med som i lørdags at lege fin dame i perler og kjole med slæb. Og gudskelov for det.

- Jeg faldt lige… griner hun om sekunderne, hvor hun snubler op af trappen til scenen under prisuddelingen.

- Jamen, det kom sådan bag på mig. Så jeg blev lidt befippet og lavede et utroligt elegant rullefald. Folk skreg af grin. Når man er forholdsvis klodset og trives bedst i flade sko, så synes man, at det er meget sjovt at ligne en fin dame, men det betyder så ikke, at man er det. Og så kan det gå galt. Det gør det tit for mig.

Se Susanne Bier snuble her.