Det tager ikke mere end et kvarters tid at få sine vådeste vampyrdrømme opfyldt og få sig et par skarpe hugtænder. Og i USA betaler fans af Twilight-serien gerne flere hundrede dollars for at få plastikkirurger til at give dem vampyrbid.

Det fortæller den texanske tandlæge Dr. Clint Herzog, og han ser især stor efterspørgsel på vampyr-tandsæt blandt teenagere i forstæderne.  

- Vi får mange opkald fra de områder, hvor der er mange Twilight-fans, siger han til Sky News.

- Det gjorde slet ikke ondt, sagde 16-årige Taylor Wilkins til Sky News, da hun havde fået lavet sine hugtænder.

Hun holder med 'Team Edward', forklarer hun, og han har jo hugtænder - derfor får hun dem også lavet. Twilight-fans, der er på 'Team Edward', holder med vampyren spillet af Robert Pattinson. Modsat dem er 'Team Jacob', som holder med varulven spillet af Taylor Lautner

Hugtænderne bliver lavet at et materiale, der er magen til det, man bruger til at lime bøjler fast til tænderne med, fortæller Dr. Clint Herzog. Så det er en midlertidig skønheds-operation, som let kan fjernes igen, forsikrer han.