Man skal have et knivskarpt fokus og være klar til brutale omstillinger, når man lever og arbejder som Ulrich Thomsen.

Han er i fjerde sæson på HBO-serien ’Banshee’, og da tredje sæson var færdig, tog han flyet til Danmark. Da han landede dagen efter tog han direkte til de første prøver på spillefilmen ’Sommeren ’92’.

»Jo, jo, der var ikke meget pause,« konstaterer han, og fortsætter uden at blinke:

»Og da vi var færdige med den om fredagen, gik jeg direkte igang med Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’ den følgende mandag.«

»Arh, jeg havde da en hel weekend fri inden,« griner han med et kort knastørt smil.

Læs også:

Han ankommer lettere forsinket til interviewet, og fortæller, at han har ’ret travlt’ med at skrive voice-overs til sin første film som instruktør. ’In Embryo’. Et projekt han har arbejdet med de sidste fire-fem år, og som Ulrich Thomsen selv financierer, instruerer, skriver og spiller med i.

Han har sat sig en deadline, der er meget tæt på, og er tydeligvis så dybt inde i sin egen spillefilm, at han har svært ved at beskrive den præcist.

»Måske kan man kalde det et kærlighedsdrama - i den lidt mere dystre ende af skalaen.«

Fakta er, at Ulrich Thomsen virker helt rolig på overfladen.

Afslappet på en cool måde. Men man fornemmer klart, at der er fuldt tryk på de indre linjer. At der sker noget indeni hans hoved hele tiden, og at det langt fra er alt, der kommer ud. Samtidig ville det være forkert, at kalde ham distræt eller fraværende. Han er fuldt til stede og gør sig stor umage for at svare ærligt og præcist.

Læs også:

Det første spørgsmål, inspireret af hovedrollen som landstræner Ricardo i den aktuelle danske blockbuster 'Sommeren '92', bringer Ulrich Thomsen direkte tilbage til hans vilde ungdom.

Tilbage til livet før hustru og børn, hovedroller, hårdt arbejde, og filmoptagelser med Johnny Depp og Sean Penn.

Hvor var du, da vi vandt EM-finalen i 1992?
»Vi sad og så kampen i min lille toværelseslejlighed på Nannasgade på Nørrebro. Dejan Cukic, Peter Reichardt, Nicolaj Waldau, mig selv og nogle stykker til.«

»Vi skulle oprindeligt have set kampen på en storskærm i Fælledparken, men der var noget galt, så vi endte hjemme hos mig med mit lille 14-tommers tv. Der gik totalt fest i den, og dagen efter skulle vi på ferie i Reichardts sommerhus i Sverige. Så jeg efterlod min lejlighed som et bombet lokum med øl, smadrede glas og aske på gulvet, og en uge efter kommer jeg hjem, og åbner døren, og det stinker af kloak. Alle vinylkaklerne i køkkenet bøjede opad, og min vask var stoppet. Så når overboen skyllede ud, røg brakvandet direkte ud i min lejlighed. Jeg var lige kommet hjem fra en uge, hvor vi havde festet, røget hash og drukket, og stod bare dér, og tænkte, at det var løgn. Så jeg vendte mig om, lukkede døren, og gik ned og købte mig en burger og en cola.«

Det var to år før Ulrich Thomsen fik sin første rolle. I Ole Bornedals ’Nattevagten’. Året før han blev færdig på Statens Teaterskole.

Læs også:

To år senere møder han den instruktør, der får afgørende betydning for karrieren. Thomas Vinterberg hyrer ham til en rolle i instruktørens spillefilmdebut, ’De største helte’.

Og i 1998 mødes de to igen. Dennegang hyrer Vinterberg den 35-årige skuespiller til hovedrollen i en film, der får uvurderlig betydning for både dansk film og for Ulrik Thomsen:

»Jeg havde prøvet lidt i udlandet, og havde været derovre, inspireret af Nikolaj (Coster-Waldau).

Han havde lavet en film med en ganske ung Clive Owen. Så jeg tog til Los Angeles, for at finde ud af, hvad der skulle til for at gøre sig i USA.«

»Men det var ’Festen’, der åbnede døren for udlandet. Filmen gik hele verden rundt, og folk var fuldstændigt på røven over den. Pludselig var jeg ham fyren fra den der danske succes. Og hvis der er noget de elsker derovre, så er det, hvis man er med i en succes.«

Ulrich Thomsen trækker lidt på skuldrene og smiler kort:

»Så det løste på en måde sig selv. I forhold til agenter og den slags. Og kort tid efter fik jeg så rollen i den der James Bondfilm (The World Is Not Enough). Og selvom det var en lille rolle, og sådan set ret ubetydelig, så er James Bond ret god på CV’et. Og så begyndte de forskellige roller langsomt at trille ind i udlandet, mens jeg lavede film i Danmark sideløbende,« fortæller Thomsen, og afslører, at selvom det er nødvendigt, at have udenlandske roller på sit CV, er det mindst lige så vigtigt, at stå øverst på filmplakaten i Danmark:

»Det er faktisk bedre, at have haft en hovedrolle i en god dansk film, end at man er nummer 10 på en creditliste i USA. De elsker nemlig folk, der har succes i USA, og det er de første navne på plakaten, der tæller. Og problemet med USA er også, at alle tager derover...«

Han læner sig lidt tilbage og smiler af sig selv:

»Da jeg kom derover, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde fået den gode idé. Og pludselig opdager man, hvor mange der er, og hvor sindssygt gode de er. Det er helt sort, og man må bare indse, at, at man er et face in the crowd

»Men det skal ikke afholde én fra at gøre det, hvis det er det man virkelig vil. Sådan har det også været for Laurence Olivier engang. Og så må man bare holde sig til truget.

Du får det til at lyde lidt som om du har været heldig. Men det er vel i virkeligheden hårdt benarbejde med mange nej’er undervejs?

»Jo, jo, det er hårdt arbejde. Det er noget man skal beslutte sig for, og man skal være derovre. Mange ringer til mig nu, og spørger om jeg ikke lige kan snakke med min agent. Men sådan foregår det ikke. Man skal vide, at det nemt kan tage 10-15 år. Og det er vel i virkeligheden ikke anderledes end hvis du går på gymnasiet i tre år og universitetet i fire-fem år - og så begynder du så småt at arbejde.«

Nogen af dem der ringer tror, at man kan stille sig op i en sangkonkurrence på tv, og så bliver man kendt og så kører det. Det er en grundlæggende misforståelse. Det er ikke bare gjort, fordi man er med i ’Idols’.«

»Det koster blod, sved og tårer, og jeg har brugt mange penge på at være derovre,« siger Ulrich Thomsen, der mener, at det har været en ekstra fordel for ham, at han har haft en blomstrende karriere i Danmark, samtidig med udlandet:

»Det som er så behageligt for mig er, at jeg altid kan tage hjem og lave noget her. Jeg har været rigtig glad for at kunne tage hjem og lave ’Brødre’, ’Arven’, ’Adams æbler’, og alle de gode film. Jeg er aldrig arbejdsløs, modsat dem i USA, der kun har det derovre, og det er nok en lille fordel for mig.

Hvordan er det en fordel?

»Når casterne kan mærke, at jeg måske er lidt ligeglad, så tænker de, at det kan da ikke passe, at han er ligeglad med os. Så bliver de straks meget mere interesserede, og så vil de have én endnu mere. Det er noget underligt noget. Men sådan er den branche. Der er rigtig meget bullshit. Det er det samme når man forhandler løn. Hvorfor er det lige den ene pris frem for den anden? Det handler kun om, hvad man kan slippe af sted med. Man kan godt tælle op, hvor mange film man har lavet, og hvor mange der har set dem, og så forsøge at regne en minutpris ud. Men i princippet er det med, hvad man er værd bare bullshit,« siger den 53-årige skuespiller, der nu efterhånden har lavet film i udlandet i mere end 15 år.

Er du aldrig blevet starstruck, når du har mødt en stjerne, du selv beundrer?
»Nja, jeg er aldrig ramt sådan, at jeg ikke kunne finde ud af at spille. Men jeg var til en casting med Robert de Niro, for noget tid tilbage. Det var alligevel noget. Det føltes sgu lidt mærkeligt, at sidde dér overfor min helt. Det er én man er vokset op med, og har siddet og set på film, dengang man gerne ville være skuespiller. Men man risikerer også, at den der fascination går lidt af, når man møder de helt store. Robert De Niro kunne ikke finde ud af at læse sit fucking manuskript. Jeg troede det var løgn, og man skal ikke lave gas med den slags, men jeg tror faktisk, han er ordblind. Men efterhånden bliver det jo normalt at møde de der folk. Pludselig en dag, sad jeg og hyggesnakkede over en øl med Sean Penn, som jeg også beundrer. Og så er han bare en helt almindelig, lidt genert fætter. Og vældig sød.

Tror du nogensinde, at du når det punkt, hvor du tænker, nu har jeg opnået det, jeg ville?
»Altså jeg er kommet der til, hvor jeg har lavet min første film, som jeg selv instruerer. Og jeg har jo aldrig turdet drømme om det, der er sket i udlandet indtil nu. Det var aldrig rigtigt en ambition. Bare noget, der dukkede op. Og så ville det være ærgerligt ikke at udnytte muligheden.«

»Når man nu godt kan lide at lave film, så er der meget mere at lave, hvis man kan få foden indenfor i udlandet. Og i USA kan du komme i berøring med nogle typer film, vi slet ikke har penge til herhjemme. Og så er det da et fantastisk job: Man render rundt, og leger røvere og soldater, man bliver fløjet rundt på første klasse, bor på luksushoteller, bliver ret godt betalt og får samtidig set hele verden.«

Ulrich Thomsen smiler helt op i øjnene, og kommer i tanker om dengang han gik til prøve efter prøve uden held:

»Altså hvis det går godt. Det kan også være sur røv, hvis det ikke går så godt, og man skal slæbe sig gennem det hele. Men jeg har ikke rigtigt noget at klage over. Lige nu kan jeg i hvert fald ikke finde på noget.«

'Sommeren '92' kan ses i biografer over hele landet.
Thomas Vinterbergs 'Kollektivet' hvor Ulrich Thomsen har den mandlige hovedrolle, får premiere 14. januar 2016.