Ti minutter. Jeg skal lige nette mig. Siger Ulla Terkelsen og er som en anden hvirvlende ørkenvind allerede på vej over mod elevatoren, der skal føre hende op på værelse 308.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Her bor jeg altid. Enten det eller 408. Der er en pæn udsigt?, ikke, spørger hun angående sit domicil, når hun er hjemme i Danmark.

Hun spørger, men forventer egentlig ikke noget svar. For hun er allerede i gang med at tale videre. Livligt, boblende. Lige som på tv.

Det er ikke for ingenting, at hun har et ordsprog, der hedder ' get up and go'. Man skal videre i livets bus, når man hedder Ulla Terkelsen.

Selv når ens livs store kærlighed lige er død af kræft.

LÆS OGSÅ: 

-Det var helt i Jørgens ånd, siger Ulla Terkelsen helt faktuelt om, at hun to dage efter sin mangeårige kæreste og journalistkollega Jørgen Grunnets død i 2009 rejste til Afghanistan for at arbejde.

-Når man sørger over noget, så behøver det jo ikke nødvendigvis at involvere en fysisk tilstedeværelse.

Jeg ved godt, at der er nogle, der finder det naturligt at sidde ved en grav hos de mennesker, de har mistet.

Men i mit tilfælde ville det være meget unaturligt, siger hun og tilføjer -med reference til titlen på sin storsælgende biogra-fi-' Man kan jo også sørge i flyvemaskinen'.


Ingen ' putzfrau'

-Vi havde jo kendt hinanden i virkelig mange år. Både som venner og som kærester. Og han var i meget høj grad også en nomade, forklarer Ulla Terkelsen om Jørgen Grunnet, hvis karriere omfattede både militæret, journalistikken og diplomatiet.

-Så jeg tror, at det, han kunne lide ved mig, var, at jeg var sådan. Hvis han havde syntes, at en ' putzfrau', at hjemmegående hyggenygge var det kvindelige ideal, så havde han nok ikke valgt mig, men kigget i andre retninger, siger hun med et selvtilfreds smil og kaster blikket ud i ' sit hjem'.

Selvom det er et anonymt hotelværelse i indre København, bærer det tydeligt præg af, at det ikke er en ' putzfrau', der bor der. Men TV2s ' grand old lady'. CNN kører på fladskærms-tv'et. På det lille bord står en buket blomster, chefen har givet hende som tak for det vellykkede liveinterview med dronning Margrethe. Passet ligger klar. Oven på en bunke internationale aviser, som viser tegn på allerede at være gennempløjet en gang. På gulvet ligger hendes sko. Skødesløst kastet.

LÆS OGSÅ: 

67-årige Ulla Terkelsen læner sig frem i sofaen med et blik, der siger ' skyd løs'. Videre.

Hun skal nå noget. Et fly. Vi fortsætter i Jørgens spor.

-Han var selv reserveofficer, havde rejst utrolig meget i udlandet.

Det var noget af det, vi havde sammen. Havde intense samtaler om og stor fælles interesse i. Det er jo ikke alle kærester, der synes, at det er sjovt at sidde og snakke om Afghanistan, Pakistan og Balkan-krige. Men det kunne vi virkelig snakke om. Vi respekterede hinandens meninger og synspunkter. Og derfor var min beslutning om at tage til Afghanistan lige efter hans død også naturlig og det rigtige at gøre.

-For man kan sørge, når man går ned ad gaden. Når man rejser. Når man står og har det sjovt til et selskab. Sorg er en naturlig konsekvens af et tab. Ikke af ting. Og jeg tror ikke på, at man behøver at sidde ved siden af den, der er død, for at sørge, siger Ulla Terkelsen og trækker på skuldrene. Hviler i sin beslutning, hvor ukonventionel den end måtte lyde for andre.

Ukonventionel er i det hele taget et rammende ord, hvis man skal beskrive Ulla Terkelsens liv, som blev formet hjemme i Aarhus i et velhavende håndværksmester-hjem, hvor debatten altid var livlig og engageret og døren åben for gæster.

Milestenen Som så mange andre fra hendes generation blev Ulla Terkelsen hippie og demonstrerede i gaderne mod atomkraft og faldt dér pladask for den fem år ældre Svend Terkelsen, som hun giftede sig med i en alder af 19. Det var kærlighed. Men også en nødvendighed, hvis hun ville følge med ham til Polen, hvor han havde fået studielegat.

Den rejse blev en milesten for Ulla Terkelsen og den person, hun er blevet. For det var dér i det kommunistiske Polen, at den spirende journalist i hende fik den altafgørende næring.

At hun fik øjnene op for, hvordan verden så ud i virkeligheden. Og det var dér, det gik op for hende, at familielivet ikke var dét, hun var skabt til.

-Lige fra jeg var lille, har jeg altid haft en trang til at bevæge mig, komme væk. Og jeg tror, at jeg er et af de få heldige mennesker - 7-9-13 - som har fået et arbejde, der involverer en livsform, som passer til den, jeg er. Og det er jeg meget taknemmelig over.

-Jeg tror, man har to sæt gener. Nomadegenet og redebygger-genet, som handler om tryghed og at være sammen med de mennesker du elsker hele tiden. Og mit nomade-gen har nok været kraftigere end redebygger-genet, må man fastslå på dette sene tidspunkt at mit liv, griner Ulla Terkelsen hjerteligt. Uden et gran af fortrydelse over det valg, som i hendes lange karriere har betydet, at hun har rapporteret verdensbegivenheder fra over 120 lande.


Forfløjent liv

-Familieliv? siger hun med rynker i panden.

-Det har jeg jo haft i nogle faser. Jeg havde det, da min søn var lille. Og har også haft lange forhold, som havde familielivets karakter.

Men eftersom det ikke har varet, så er en del af forklaringen jo, at det er svært at kombinere med min livsform. Og dem, jeg har været forelsket i og haft længerevarende forhold til, har jo været nogle, der var lige så forfløjne som jeg selv. Så mine samlivsforhold i konventionel forstand har været forholdsvis korte, siger Ulla Terkelsen, som også er overbevist om, at hun ' var blevet helt ulidelig', hvis hendes vinger havde været stækket.

I en alder af 67 kan hun da også se tilbage på en spændende karriere og et arbejdsliv, hvor hun har været foregangskvinde for flere generationer af journalister. Ikke mindst som krigskorrespondent, en særlig disciplin som Ulla Terkelsen var en af de første udøvere af i hele verden.

-Det var dejligt. Så var der frit slaw i baren.

Ingen konkurrence, joker hun og erkender, at hun altid har syntes, at det var sjovest at rapportere fra gaden og brændpunkterne. Også selvom det tit har været voldsomt.


Hotel-frisøren

-I dag er der stort set ikke andet end piger i faget. Det kan jeg især se, når jeg er ude i verdens brændpunkter, og man går ned til frisøren på hotellet. I gamle dage sad jeg der helt mutters alene. Nu sidder der en hel stribe af hærdede krigskorrespondenter og får ordnet hår og negle! Og så griner Ulla Terkelsen. Og synes egentlig, at kvinder på mange måder er langt bedre i netop det job.

-Mænd har tit et meget mere teatralsk forhold til at være krigskorrespondenter end kvinder. Eller også er det bare fordi, vi ikke gider lægge os ned under bordet. For vi skal jo op at stå igen, efter sekvensen er optaget.

Så vi kan lige så godt blive stående først som sidst, smiler Ulla Terkelsen, som kun sjældent har følt sig bange. Mener faktisk at hun har arbejdet sin angst væk. Og at det er tåbeligt at føle den. For man skal aldrig glemme, at man er der frivilligt.

Indtil videre er Ulla Terkelsen på banen tre år endnu. Kontrakten med TV2 løber, til hun fylder 70. Og hvad så? -Chancen for at jeg falder om, er i hvert fald større, end da jeg var 20. Så det kan være, at problemet løser sig selv, joker hun galgenhumoristisk.

-Man siger, at kun en tåbe frygter ikke pensionen.

Og det er da klart, at jeg gør mig nogle tanker om, hvorvidt adrenalinpumpen kan dæmpes. Men jeg skal nu nok finde på noget at lave. Og det kan da også sagtens være, at jeg bliver ved længere på TV2 end de tre år. Jeg venter og ser. Vil lade skæbnen afgøre det, siger Ulla Terkelsen med et skuldertræk og er overbevist om, at hvad enten hun til den tid er pensionist eller på arbejdsmarkedet, vil hun være på farten.


Ude er godt

-Men jeg skal jo også finde ud af, hvor jeg vil bo. Ude eller hjemme. Min søn Nicholas bor jo her, mit første barnebarn Alma er her, og jeg har masser af venner i København. Men jeg kan også godt lide at bo et andet sted. Jeg kan lide at komme til Paris, hvor jeg er helt anonym.

Kan forsvinde helt væk, siger Ulla Terkelsen og skeler over til sin mobiltelefon for at holde øje med klokken. Så nikker hun over mod den.

-Jeg har stadig Jørgens sms'er på min telefon.

Jeg kigger på dem en gang imellem. Og jeg sletter dem ikke!, siger hun med fast og bestemt stemme.

-Den sidste sms-udveksling vi har, handler om indsættelsen af præsident Obama, som jeg var ovre for at dække. Der er en meget smuk afsluttende ring i det. For vi havde været meget sammen i Amerika, har begge boet der i mange år. Og vi havde snakket så meget om hele opløbet til Obamas indsættelse, om det fantastiske i at en sort mand pludselig vandt.

Og Jørgen kunne huske, at han også havde stået på samme plads tilbage i 70'erne, da han var korrespondent i Washington. Så det synes at være meget naturligt, at det skulle være vores sidste dialog, siger Ulla Terkelsen med et mildt smil om parrets sidste kærlige og faglige elektroniske korrespondance, som er dateret 20. januar 2009. To dage senere døde Jørgen Grunnet, 70 år gammel. Og efterlod sig ikke bare Ulla Terkelsen efter mere end 25 års kærlighed. Men også sin datter Maria og Ullas søn Nicholas, som ligeledes var tæt på sin mors kæreste.


Begravelsen

-Vi havde en stor stor begravelse. Og vi var sammen bagefter i et par dage. Både min egen søn og hans kæreste og Maria og hendes familie, som jeg stadig har et meget nært forhold til. Vi mødes stadig ofte og var sammen så sent som her forleden dag. Og vi snakker selvfølgelig altid om Jørgen, siger Ulla Terkelsen. Som for længst er over alle bjerge igen. Klar til nye opgaver i verdens brændpunkter.