Filmanmeldelse: ’Bleed for This' - 4 ud af 6 stjerner

Det er det unge supertalent Miles Tellers fortjeneste, at boksedramaet ’Bleed for This’ bliver til en seværdig forestilling.

Teller er fremragende i rollen som bokseren Vinny Pazienza, manden bag et af verdens mest opsigtsvækkende comebacks: I 1991 brækker Vinny nakken i en bilulykke, han overlever, men er millimeter fra at miste førligheden.

Lægernes dom er utvetydig - han kommer aldrig til at bokse igen. Men Vinny er en stædig – og dumdristig – starut, og med en metalbøjle skruet ind i kraniet begynder han at træne i et desperat og naivt håb om en dag at få en titelkamp.

Hvordan det går, må man i biffen for at finde ud af …

Den virkelige historie om Vinny Pazienza, byder sig til med masser af drama, men filmen lander som en ualmindelig almindelig boksefilm, hvor alle genrens velkendte klicheer nærmest vælter ind over hinanden.

Teller trækker det store læs i et lidt for lige-ud-ad-landevejen-manuskript spækket med bipersoner, der er så karikerede og overspillede, at man næsten skulle tro, det var løgn.

Men er man som undertegnede en bokseaficionados, så glider 'Bleed for This' fint ned, selvom den altså er laaaaaangt fra legendariske bokseklassikere som 'Rocky' og 'Raging Bull'.