David Lynch skrev tv-historie, da han i 1990 forlod spillefilmen for at være med til at producere nyere tids mest interessante tv-seriesucces, »Twin Peaks«. I den anledning kommer den på Blu-Ray.

»Kender du mennesker, som nogensinde har haft en drøm om en dværg? NEJ! Selv jeg har ikke drømme om dværge. Det eneste sted, jeg har set dværge i en drøm, er i håbløse film som den her. Skal det være mærkeligt, så sætter vi bare en dværg ind i en drøm. Jeg bliver syg af det! Du kan tage den her drømmesekvens og proppe den op i r.....«

De hårde og sjove ord kommer ud af Peter Dinklages mund i filmen »Living in Oblivion«, hvor endnu en artfilm-instruktør forsøger at efterligne David Lynch. Peter Dinklage, der selv er dværg, kan i øjeblikket ses som Tyrion Lannister i »Game of Thrones«.

I årene efter »Twin Peaks«, der i 2015 fylder 25 år, kunne man se spor af David Lynchs tv-serie mange flere steder end i »Living in Oblivion«. »X-Files« er en af de mere åbenlyse efterkommere, hvor agenterne Mulder og Scully opklarer mysterier – ofte fra det ydre rum – og næsten altid i små mærkelige byer, der lignede Twin Peaks. Selv i danske tv-serier var der spor af det store mærkelige udland. Ole Bornedal havde »Twin Peaks« i erindringen, da han satte sig for at give os den ambitiøse roadmovie i fire afsnit om »Charlot & Charlotte«.

Møde med Mark Frost

Men hvorfor og hvordan lykkedes det David Lynch at lave sin tv-revolution? tv-serien, der stadig står som et fyrtårn i tv-seriernes store historie, er åndelig forfader til den mystik, der har bredt sig i mange populære TV-serier efter årtusindskiftet. Den særdeles populære »Lost« eller de mere aktuelle »Under kuplen« og »The Leftovers« ville næppe være blevet formet, som de blev, uden »Twin Peaks« som det fjerne forbillede udi at sprænge rammer og have modet til at lade formen være indholdet og til at være anderledes.

David Lynch havde ellers midt i 1980erne travlt med at tage afstand fra tv.

»De fleste films kraft ligger i størrelsen på billede og lyd. I TV lider lyden, og ved bare en lille bevægelse med øjnene ser du gulvtæppet eller en tilfældig toaster. Du kan være ude af fortællingen på mindre end et sekund,« som han sagde.

Heldigvis kom han på andre tanker, da han mødte Mark Frost, der havde revolutioneret kriminaldramaet på tv med den også i Danmark voldsomt populære »Hill Street Blues«. Sammen besluttede de sig for at producere en ny tv-serie, der skulle foregå i en lille by med hemmeligheder. Det blev undervejs i arbejdet til et bud på en alternativ sæbeopera med et krimiplot.

Kult med det samme

Da man på tv-stationen ABC så pilotepisoden, tøvede man med at give grønt lys. Resultatet var simpelthen for mærkeligt efter datidens standarder. Da man omsider gjorde det, var det kun med lovning på syv episoder mod de 13, som én sæson normalt varer.

Serien blev næsten med det samme en voldsomt stor succes både i USA og resten af verden. En tredjedel af de seere, der havde fjernsynet tændt i USA, så med, og anmeldelserne bugnede af superlativer. Der var simpelthen tale om en tv-serie, der havde en kvalitet langt højere, end man normalt så. Ud over kombinationen af Mark Frosts og David Lynchs talenter må man heller ikke glemme Angelo Badalementis musik. Den understøtter forbilledligt det mærkelige drømmeagtige univers og giver det en ekstra dimension.

Et cast af helt nye navne til alle de yngre roller og rutinerede TV-kræfter, der sendte hilsner til en række amerikanske TV-serier fra årtierne før, betød også noget for succesen. Bag kulisserne var der et slagsmål mellem Frost og Lynch om, hvornår Laura Palmers morder skulle afsløres. Frost har senere sagt: »Hvis det kun stod til Lynch, havde vi nok endnu ikke fået at vide, hvem morderen var.«

Allerede i 1991 skrev Anne Jerslev, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, en bog om David Lynch. Her konkluderede hun, at »Twin Peaks« revolutionerede TV-seriernes verden på flere ledder og kanter.

»Jeg bruger stadig tv-serien i min undervisning, og jeg kan se, at nye generationer med mod på at se hele serien kommer til. Med andre ord så holder den. I dag er det almindeligt, at dygtige filminstruktører fra spillefilmens verden producerer TV-serier, men det var helt usædvanligt dengang. Det var revolutionerende, at en filminstruktør – oven i købet en fra art cinema-verdenen – begav sig i kast med at producere TV. Han lod hånt om den lille skærm og skabte billeder med en utrolig rigdom, som vi husker det fra tæpperne i The Black Lodge, for blot at nævne en enkelt ting«, siger Anne Jerslev og fortsætter:

»Lynch tillader sig også at blande genrerne, hvilket var usædvanligt. Til at begynde med er der tale om en whodunnit, og senere bliver der tale om næsten en horroragtig stemning, mens der hele tiden undervejs er morsomme og corny øjeblikke at grine af, for eksempel The Log Lady.«

Som noget andet specielt nævner Anne Jerslev den måde, agent Dale Cooper taler på. Stiliseret og næsten som et gammelklogt barn. »Enten får man lyst til at tale med eller bare lyst at grine på distancen. Begge dele har kultpotentiale, fordi det skaber aktivitet og indlevelse hos publikum.«

Modet hos David Lynch

»Twin Peaks« fik det, som mange film og TV-serier angler for tydeligt efter og derfor ikke får, nemlig kultstatus. Som journaliststuderende i Aarhus var jeg selv med til at spise cherry pie og drikke »a damn good cup of coffee« og se de nyeste afsnit af TV-serien i en industribygning i en skummel baggård. Den slags gør man kun, når et særligt fænomen rumsterer.

»Det er muligt, at TV-serier som »The Sopranos« og »Six Feet Under« hyldes med ærbødighed for deres kvaliteter, men forskellen på dem og »Twin Peaks«, der blev kult, er, at vi elsker vores kultserier på en helt særlig måde. Den skal være god, men den skal også have det her helt specielle, der gør, at den er sjov at samles om at se, og den skal have usædvanlige twist og drejninger. John Waters sagde, at kult hverken er kunst eller mainstream, og det gælder også for »Twin Peaks«», siger Anne Jerslev.

Hun hylder i det hele taget modet hos David Lynch.

»Vi finder jo relativt hurtigt ud af, hvem der myrdede Laura Palmer, og derfra handler det om fascinationen af de mærkelige karakterer og af det onde i os mennesker. Det er vældig modigt at gøre Killer Bob til materialiseringen af det onde i os. Nu ved jeg ikke, om vi skal afsløre slutsekvensen her, for dem, der gerne vil gense TV-serien, men at lade Bob invadere agent Cooper i sidste scene, er meget modigt«, siger Jerslev, der betegner David Lynchs TV-serie som »det første eksempel på televisuel dannelse af moderne mennesker«.

At seertallene dalede, efterhånden som det blev svært at få svar på de mange gåder, er en anden historie. Da ABC valgte ikke at bakke en tredje sæson op, var seerandelen i USA kun på én ud af syv af dem, der så fjernsyn, og i Danmark faldt vi også fra i takt med, at David Lynch ifølge Kyle MacLachlan (Dale Cooper) »lod TV-holdet i stikken for at lave andre film«. Rent faktisk har Lynch kun instrueret seks afsnit af »Twin Peaks«. Men det forhindrer ikke hans fingeraftryk i at være af historisk størrelse.

FAKTA OM HELE TWIN PEAKS-PAKKEN:

For første gang er der nu mulighed for at se alle 29 afsnit af de to sæsoner af »Twin Peaks« på Blu-Ray.

Med i bokssættet »Twin Peaks – The Entire Mystery« fra Paramount er også spillefilmen »Twin Peaks – Fire Walk With Me« (1992), der blev markedsført som en såkaldt prequel, der fortalte, hvad der skete den sidste uge i Laura Palmers liv. Også hende havde vi ellers kun set i flashbacks i TV-serien.

Spillefilmen blev buhet ud på filmfestivalen i Cannes, og noget forvirrende var den da også med alle sine løse ender. Angiveligt skulle filmens klipper have sagt, at hendes første udgave af filmen var fem og en halv time lang.

Med i det nye bokssæt er der også en sjælden »europæisk udgave« af TV-seriens pilotafsnit, nemlig et afsnit, der i sin tid kun blev vist i Storbritannien, og så er der fraklippede scener fra »Twin Peaks – Fire Walk With Me«.

Det nye bonusmateriale svarer ikke på spørgsmål om »Twin Peaks«. Til gengæld stiller det endnu flere, end dem vi allerede har, og det harmonerer meget godt med den måde, som Lynch skaber film på. »Uglerne er ikke, hvad de ser ud til at være,« som det siges i »Twin Peaks«. Vi har allesammen selv mulighed for at fortolke og digte med.