Tre indlæggelser på Odense Universitetshospital og betændelse i hendes ene bryst gennem fire år, som i værste tilfælde kunne blive hendes død, skræmmer ikke Karina Carlsen fra ’Mit plastikmareridt.’ Hun vil have nye brystimplantater, efter at TV3-programmet hjalp hende af med det første sæt.

- Det er bare vigtigt for mig, fordi meget af det feminine fra en kvinde ligger i hendes bryster. Og så har jeg altid været ked af mine bryster. Det er træls, for nu var jeg endelig blevet glad for dem. De er stadig pæne og runde nu, men de er bare ikke store nok, siger Karina Carlsen fra Fyn, som man tirsdag kunne se i ’Mit plastikmareridt.’

Læs også: Derfor skal du værdsætte dine små bryster

Med hjælp fra programmet fik hun fjernet sine brystimplantater for godt to måneder siden. Grunden til hendes deltagelse var, at hun i flere perioder siden en brystopløftende operation for fire år siden har døjet med sygdom og indlæggelser på grund af betændelsen.

En tikkende bombe

Og selvom den 26-årige enlige mor til to absolut ikke ville af med sine implantater, så var der ingen tvivl hos kirurgerne i TV3-programmet. De var en tikkende bombe, så de skulle pilles ud.

Ud er de kommet, og Karina Carlsen døjer ikke længere med betændelse og lange perioder med feber og indlæggelser. Men den HF-studerende med pædagog-drømme frygter ikke et nyt plastikmareridt, selvom hun allerede tænker på at få et nyt sæt bryster.

Læs også: Så mange er utilfredse med deres bryster

- Jeg håber ikke, jeg skal igennem det samme igen. Kirurgen fra TV3 sagde, at han intet problem ville have med at sætte nye implantater i. Han ved ikke, hvad der gik galt før, men jeg må virkelig have været uheldig med det ene bryst. Der har aldrig været noget med det andet. Hvad, der er gået galt, er svært at sige, men han ville ikke have skrupler med at sætte nye i. Når han siger sådan, har jeg ikke nogen problemer med at få sat nye i, fortæller Karina Carlsen.

Det bliver dog ikke med det samme, at den 26-årige kvinde fra Fyn igen skal under kniven. Kroppen skal først hele i et halvt til et helt år, og så skal alenemoderen på SU have skaffet 22.000 til en ny operation.

- Min gamle far siger, jeg er tosset i hovedet. Det er unødvendigt, noget pjat, og det syntes han allerede første gang. Naturligvis støtter folk mig, men de synes, det er noget pjat. Især fordi det allerede er gået galt. Jeg ville da også spørge mine egne børn, om det nu er nødvendigt. Men det er bare vigtigt for mig.

Herover kan du se klippet med Karina Carlsens besøg hos kirurgerne fra tirsdagens udsendelse af 'Mit Plastikmareridt' på TV3. Hvis du læser med fra mobilen kan du klikke her.