»Jeg havde jo troet, at jeg ville vågne op og være voksen. Men sådan føler jeg det ikke. Man kunne have håbet på det, for jeg er jo stadig et kæmpe legebarn,«  ler TV2s vært Lene Beier, da hun bliver spurgt om hvordan det er at runde det skarpe hjørne på 40 år.

»Jeg er glad for at blive fyrre, og glad for at være dér hvor jeg er. Jeg har en dejlig mand, to skønne børn og jeg har det job jeg aller helst vil have. Og så har Anders og mig jo lige bygget et hus, vi lige er flyttet ind i. Så jeg er virkeligt godt tilfreds med mit liv. Og meget taknemmelig for at mit liv har formet sig sådan,« siger Lene Beier, der siger at hun er blevet lidt mere tålmodig med alderen:

»Jeg er måske faldet en smule mere til ro, og er blevet bedre til at sige 'pyt med det'. Jeg prøver at gøre mig umage, og være tilstede i det jeg laver. Måske er jeg blevet mere rolig, og jeg er nok også blevet bedre til at sætte pris på de ting der virkelig betyder noget for mig. Så jeg er nok mere bekymret for om der sker noget med børnene eller om der sker noget med éns nære relationer, hvorimod jeg ikke bekymrer mig om de små ting,« siger Beier, der er lige midt i optagelserne til den fjerde sæson af 'Landmand søger kærlighed' for TV2 lige nu.

»Jeg elsker at lave de her programmer, og prøver at nyde hver eneste dag, for når man er freelancer, man ved jo aldrig, hvornår man ikke skal lave tv mere. Og selvfølgelig kan den usikkerhed da godt gå én lidt på, men jeg har det altså sådan, at hvis jeg ikke skal lave det her, så skal jeg nok finde på noget andet. Min mand og jeg har tænkt frem, og går begge med en drøm om måske at åbne et hotel engang. Min mand er min bedste ven, samtidig med at han er min mand. Når vi engang er færdige med det, vi laver, eller folk bliver trætte af at se på mig, så har vi begge to en drøm om at åbne et hotel. Bare et lille hyggeligt ét. Jeg elsker at omgive mig med mennesker man kan snakke med, og jeg kan godt lide at se når andre mennesker hygger sig,« siger Lene Beier, der har Otto på seks og Arther, der er otte.

»Jeg vil gerne lave så længe, at jeg kan se mine børn er kommet godt afsted. Så jeg vil gerne nå at opleve, at blive farmor,« siger Lene Beier, der var vært på hele to programmer, på sin fødselsdag mandag d. 29. maj:

”En stor dag på godset” på TV 2, samt ”Beier Bygger”, der havde premiere på TV 2 FRI på den 40-årige værts fødselsdag.