Først kom 'Den store bagedyst', hvor almindelige danskere svingede piskeris og kageforme. Nu skal der kæmpes om, hvem der er Danmarks bedste amatørkokke i en ny satsning fra TV2.

Ideen er hentet i Australien, hvor programmet 'My Kitchen Rules' er et kæmpehit med over fire millioner seere til finalen.

I 'Danmarks bedste amatørkokke' skal seks par amatørkokke fra forskellige egne i Danmark dyste om, hvem der er bedst til at tilberede en tre-retters menu efter eget valg for hinanden og de to dommere, Michelin-kokken Rasmus Kofoed og gourmetkokken Thosten Schmidt fra Ruths Hotel og Skagen Foodlab. Og forventningerne er store.

Læs også:

- Vi vil da være lykkelige, hvis 'Danmarks bedste amatørkokke' bliver den nye bagedyst, indrømmer TV2-redaktør Mikkel Dyrting.

- Jeg tror og håber, at programmet rammer lige ned i tidsånden, hvor vi laver mere og mere mad selv. Vi bruger de lokale råvarer, så det er også en hyldest til de lokale producenter i regionerne.

Modspil til 'Masterchef'

Madkonkurrencen er et modspil til TV3s 'Masterchef', der længe har været alene på madfronten, her er det dog kendte danskere, der konkurrerer om at lave bestemte retter på tid.

Læs også:

'Danmarks bedste amatørkokke' blev optaget i sommer, så seerne kommer også en tur rundt i det smukke, danske sommerland, fra Skagen i nord, Samsø i øst, Åbenrå i syd for så at drage over Storebælt til Slagelse, Dragør og Humlebæk, forklarer Mikkel Dyrting fra TV2.

- Vi har valgt at lave det som en konkurrence mellem seks par, der hver repræsenterer en region med de lokale råvarer og specialiteter, der er karakteristisk for egnen.

Middagen bliver tilberedt og serveret i parrenes hjem. De har én dag til at forberede middagen. Vi følger dem på indkøb, og så har de nøjagtig tre timer til at lave en middag til 12 personer, plus de to dommere. De må selv bestemme, hvad de vil kreere, om det skal være rustikke jagtretter eller klima-smart mad, fortæller Mikkel Dyrting.

Giver hinanden point

Det er ikke bare maden, der skal smages og bedømmes af de øvrige deltagere og de to dommere. Der lægges også vægt på stemning, udseende og duft.

Læs også:

- At spise en middag er en helhedsoplevelse, og deltagerne konkurrerer om at skabe en ambitiøs middagsoplevelse med vennerne, hvor der gives point fra 1 til 10, og parrene skal huske, at de ikke bare er hinandens gæster, men også er konkurrenter.

I den sidste ende kan dommernes point komme til at være tungen på vægtskålen. De to par, der får flest point, går direkte i finalen, mens dommerne giver et wildcard til det sidste par, der deltager i finalen.

Årstiderne lægger plads til finalen, der foregår på en nyrestaureret gård i Humlebæk. Her laver de tre par mad til hinanden, men det er dommerne Rasmus Kofoed og Thorsten Schmidt, der afgør, hvem der vinder. De danske amatørkokke kommer på skærmen til foråret.