De 12 kendte dansere i årets udgave af det populære danseprogram 'Vild med dans' er allerede afsløret, og nu løfter TV 2 sløret for, hvem de skal danse sammen med.

Blandt de kendte såkaldte 'nydansere' er blandt andet sanger Thomas Buttenschøn, der skal dannne par med danser Mie Moltke, mens skuespillerinde Mille Dinnesen skal danse med Mads Vad, og sangerinde Kirsten Siggaard får æren af Vild med dans-veteranen Thomas Evers Poulsen.

Ud af de i alt 12 professionelle dansere, er ti af dem fra sidste sæson tilbage. Derudover vender to tidligere Vild med dans-dansere tilbage til programmet. Det drejer sig om Sofie Kruuse, der blandt andet har danset med Allan Simonsen, og Marc Christensen, der blandt andet har danset med skuespiller Charlotte Fich.

Den kommende og 13. sæson af Vild med dans har premiere fredag den 9. september på TV 2, og parrene er allerede i gang i træningslokalerne

»Årets cast har et højt og meget smittende humør. Vi har netop haft alle samlet til de allerførste trin, og smil, jokes og latter fyldte rummet med det samme. Jeg tror, seerne kan glæde sig til en meget sjov og festlig sæson. Selv om de aldersmæssigt spænder fra 21 til 62 år og kommer med hver deres baggrund, så har de en ukuelighed og respekt for opgaven til fælles,« siger Thomas Richardt Strøbech, redaktør på TV 2 i en pressemeddelelse.

Herunder kan du se listen over alle årets Vild med dans-par

Skuespillerinde Laura Bach og Michael Olesen

Sanger Thomas Buttenschøn og Mie Moltke

Tv-vært Lene Beier og Frederik Nonnemann

Instruktør Søren Fauli og Karina Frimodt

Sangerinde Julie Berthelsen og Marc Christensen

Fægter Patrick Jørgensen og Jenna Bagge

Skuespillerinde Mille Dinesen og Mads Vad

Skuespiller Mathias Käki Jørgensen og Mille Funk

Bokser Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard

Designer Nicholas Nybro og Luise Crone Dons

Sangerinde Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen

Kok Gorm Wisweh og Sofie Kruuse