Efter TV2 blev tvunget til at tage et større portræt-program om Mads Mikkelsen af programmet i sidste uge, står journalisten bag programmet nu frem med skarp kritik af Mads Mikkelsens danske agent.

Hidtil har TV2s ledelse begrundet den usædvanlige beslutning om at droppe portræt-programmet, med 'uklarhed om aftalerne for programmet'.

I følge Mads Mikkelsen agent, Ulrich Møller-Jørgensen, var aftalen, at interviewet kun måtte bruges til ét 2-minutters nyhedsindslag i TV2-Nyhederne, hvilket TV2 bøjede sig for, og tog programmet af.
 
Men nu træder manden bag programmet, kulturjournalist Ole Kolster,  selv frem og fortæller, at der hverken var nogen mundtlige eller skriftlige restriktioner på interviewet, der blev optaget i forbindelse med en pressetur til film-optagelser i Sydafrika.



Derfor er Ole Kolster rasende over, at Mikkelsens agent, Ulrich Møller-Jørgensen efterfølgende er citeret i flere medier for, at TV2 har forsøgt at snyde Mads Mikkelsen.

- Vi havde givet lov til et nyhedsindslag, men ikke til en længere udsendelse. Ergo har de taget røven på os. Derfor er det stoppet, var Mikkelsens agent citeret for i Ekstra Bladet og Politiken dagen efter programmet var taget af.

Men det passer ikke, siger Ole Kolster nu til BT.
 
- Jeg har vel gennemført 20 interviews igennem årene med Mads Mikkelsen, og har aldrig før talt med hans agent, Ulrich Møller-Jørgensen, siger Ole Kolster.

- Min overraskelse var derfor skyskraber-høj, da Ulrich Møller-Jørgensen i telefonen siger, at der skal ikke være nogen portrætudsendelse, fordi han ikke har godkendt det. "Du kan lave 2 minutter til TV-Avisen", sagde Ulrich Møller, fortæller Ole Kolster, og forklarer, at både filmselskabet og deres pressefolk, var underrettet om, at der både ville blive lavet et nyhedsindslag og 'noget ekstra til TV2'.

Således laver Kolster da også to lange interviews med Mads Mikkelsen, i de fire dage han er i Sydafrika. 

- .I Sydafrika arbejder vi 127 procent for at få indsamlet så meget materiale som muligt, Alle er meget hjælpsomme og giver os ekstra optage-muligheder, og vi gennemfører to lange interviews med Mads Mikkelsen. Jeg har således ingen anelse om, at vi ikke arbejder mod det samme mål. En udsendelse foruden et nyhedsindslag, siger Ole Kolster.  
 
Men da Ulrich Møller-Jørgensen bliver involveret, går det galt. 

- Det er rigtigt øv. Vi har ikke haft bagtanker om at snige os ind på Mads Mikkelsen. Men jeg kunne godt tænke mig, at spørge Mads om han finder det værdigt og afbalanceret, når hans agent Ulrich Møller-Jørgensen, siger til andre medier, at vi forsøgte at tage røven på dem. Og endda efter at TV2 har taget programmet af. 

- Ønsker Mads Mikkelsen virkelig at lade sig repræsentere af en talsmand, der udtrykker sig så anklagende?, spørger Ole Kolster her ugen efter, at hans program blev taget af skærmen.

Mads Mikkelsens agent Ulrich Møller-Jørgensen oplyser til BT, at Mikkelsen er på ferie med sin familie, og derfor ikke kan udtale sig.

- Han har fri for første gang i to år, og er på ferie med sin familie, siger Møller-Jørgensen, der heller ikke vil udtale sig til pressen.

Vi ville ellers godt have spurgt Mads Mikkelsen, om han synes det er i orden, at du siger til medierne, at TV2 tog røven på jer?
 
- Det har jeg aldrig sagt. Jeg har bare sagt, ’ingen kommentar’, for jeg udtaler mig nærmest aldrig. Men der bliver jo skrevet nogle historier, selvom jeg ikke har sagt noget. 
 
Så det er journalisterne, der citerer forkert?

- Ja, fordi jeg udtaler mig jo ikke til pressen. Jeg har ikke noget at sige.
 
- Men jeg ville ellers gerne høre, hvorfor du stoppede programmet?
 
- Der er ikke nogen historie i det. TV2 har forklaret det meget godt. Der var tale om nogle misforståelser...  

 Men jeg vil godt høre det fra dig, det er jo dig, der har stoppet programmet.

- Nej, det er ikke mig, der har sagt, at programmet skal stoppes.Det er fordi der opstår en misforståelse mellem filmselskabets presseafdeling og TV2. 

TV2s Ole Kolster, der har lavet indslaget siger helt klart, at du beordrede programmet taget af. Han siger også, at der hverken var en skriftlig eller mundtligt aftale med dig eller Mads Mikkelsen på forhånd. Og at der slet ikke var den slags restriktioner?

 - Så er det en fejl, Zentropas pressefolk har lavet. For jeg har godkendt et indslag til TV2-Nyhederne overfor dem. Og jeg godkender samtlige journalister, der kommer i nærheden af Mads, når han filmer. Jeg har godkendt et to-minutters program i nyhederne. Du må ringe til Zentropas pressefolk, Have PR.

Men det er ikke dem, der har stoppet programmet. Det er jo dig, der har beordret det stoppet, ikke?


 - Det har jeg ingen kommentar til.
 
Manden bag programmet, Ole Kolster, er vred over, at du anklager ham og TV2 for, at de har taget røven på dig og Mads Mikkelsen?

 - Jeg har ikke udtalt mig til pressen. Jeg har sagt ingen kommentar.
  
Hvor kommer det så fra, at du siger, at TV2 har taget røven på jer?

- Det ved jeg ikke. Jeg har ingen idé. Jeg bliver nødt til at løbe, for jeg skal til møde nu. Det er ikke min skyld, at der har været en kommunikationsfejl.