(2/6)

TV2-flop: For lidt halløj på 'Badehotellet'

Med øjne og ører kan man indtil videre glæde sig over farverne og musikken i ’Badehotellet’, men i seriens første afsnit står hjernen af på et kækt tempo og overspil i overhængende fare for at blive til klichéer.

Til lyden af frisk swingmusik bliver vi kastet ind i 1928, hvor personalet på et badehotel i Nordjylland gør klar til sommersæsonen. Ole Thestrup og Bodil Jørgensen spiller værtsparret, der herser med køkkenpersonalet. Blandt andet den nye stuepige, Fie (Rosalinde Mynster), der ligner en hovedperson i et kæmpemæssigt skuespillergalleri.

Fra København kommer grosserer Madsen (Lars Ranthe) med sin familie og sine store armbevægelser. Blandt de andre gæster er der en pessimistisk anlagt kontorchef fra Undervisningsministeriet (Peter Hesse Overgaard) og den kendte skuespiller Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen). Skarpt skårne skikkelser, som der er omkring 20 af alene i første afsnit og flere vil komme til.

Skuespillerne taler i retning af datidens lidt affekterede dansk. Samtidig er der tilsat musik og gjort en del ud af scenografien. Tre vigtige komponenter der skal skabe en historisk illusion. Desværre er det musik og scenografi, der virker bedst indtil videre. På de områder lever man bedst med klichéerne. Værre står det til med persongalleriet. En skuespiller, der er ikke så lidt af en frikadelle og naturligvis notorisk skørtejæger, er ikke ligefrem en overraskelse.

En velnæret og brovtende erhvervsmand, der er ligeglad med de høns, han kører ned, er ganske typisk i dansk film og tv. Der er ikke mange rare rige mennesker, men til gengæld stribevis af ejegode socialdemokrater.

Man kan næppe klandre skuespillerne for hver især at give den gas i den gemytlige afdeling, så ansvaret for klichéerne og den overkække tone ligger et sted mellem forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad og instruktøren Hans Fabian Wullenweber. Tonen er en ting, og replikker der åbenlyst siges for at fortælle historien i stedet for, at man viser den mere subtilt, er en anden irritation.

Persongalleriet er voldsomt stort med et sted mellem 20 og 25 roller, og det giver et virvar af mennesker, som det er svært at gøre til mennesker af kød og blod. Få forsøg på at geare ned i tempo og gøre stoffet mere følelsesfuldt, får slet ikke plads nok. Ville ejeren af badehotellet i et pludseligt svagt øjeblik virkelig græde snot over hans søn i Amerika til en stuepige, der knap har været ansat i et døgn? Næppe.

I øvrigt er Rosalinde Mynster som Fie vores guide ind i det nye univers, og hun er den eneste, der ikke larmer og som får lov til at spille mere end en skarptskåret kliché. Hende sætter vi vores lid til i forhold til de næste fem afsnit, hvor man håber, at der bliver plads til udvikling i en historie, der indtil videre mest bygger på fordomme mellem jyder og københavnere. I øvrigt er de tilstræbt jyske dialekter i filmen en slags greatest hits fra hele Jylland og meget langt fra nordjysk.

Der er mere Morten Korch på ’Badehotellet’, end der er kvalificeret halløj indtil videre. Vi må håbe på, at den gemytlige kliché udvikler sig bare en lille smule i løbet af de næste fem timer.

TV-SERIE: 'Badehotellet', TV2 drama

Læs også: