TV2 bekræfter nu Jes Dorph Petersens overraskende meddelelse fra sidste uge om, at han snart vender tilbage på skærmen.

»I løbet af denne uge holder TV2 og Nordisk Film et møde med Jes, for at finde ud af, hvornår han vender tilbage. Det skal handle om, hvor vi er, og hvad der skal ske,« siger Katarina Brøchner, PR-chef på TV2.

I sidste uge dukkede Jes Dorph Petersen igen op på Facebook efter flere ugers tavshed på det sociale netværk, hvor Dorph normalt er flittig til at holde sine fans og følgere opdateret.

»Jeg er snart tilbage på skærmen igen - for tv skal ses i fjernsynet,« skrev den populære tv-mand.

I starten af september smed Dorph Petsersen håndklædet i ringen efter bare få uger som vært for Go'Aften Danmark på TV2, og meddelte, at han havde brug for en pause og behandling.

»Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause, og tager imod behandling for at blive helt rask,« sagde Dorph selv og lukkede sin Facebook-profil for at få ro i sindet.



Så kom sidste uges overraskende meddelelse, og søndag dukkede han op i Parken, for at følge yndlingsklubben FCK, hvilket han dokumenterede med et billede af tv-værten selv sammen med hans mangeårige ven, Søren Kaster, der er tidligere tv-vært, blandt andet kendt fra TV2s 'Jeopardy.

Katarina Brøchner vil endnu ikke sætte en fast dato for Dorphs tilbagevenden. Det er blandt andet det, der skal tales om på mødet med Jes Dorph:

»Men vi glæder os rigtig meget til, at se Jes tilbage på skærmen igen inden så længe.«'¨.