Optagelser til Zulu-program gik helt galt

- Vi var døde omgående, hvis vi havde været inde i det rum, fortæller Lasse Spang Olsen om det dramatiske øjeblik, hvor en rødvinsflaske i en mikroovn eksploderede med en håndgranats kraft under optagelserne til programmet Dumt & Farligt. Se det dramatiske øjeblik i videoen øverst.

I programmet laver komiker Jan Elhøj og stuntkoordinator Lasse Spang Olsen dumme og farlige forsøg. Og under en række forsøg med at opvarme ting i en mikroovn var det tæt på at blive FOR farligt. De to værter havde placeret en rødvinsflaske i mikroovnen og ventede bag en dør på resultatet.

Efter at have ventet i næsten en halv time, hvor der ikke skete noget som helst, åbner de to værter døren for at gå ind til mikroovnen. Programmets sikkerhedschef giver dem lov, men ombestemmer sig så og beder dem lige vente to minutter mere. Det viser sig at være en klog beslutning, for i det øjeblik, hvor tv-holdet afblæser optagelserne, sprænger flasken og flår mikroovnen i stumper og stykker.

- Jeg har set håndgranater sprænge. Heldigvis ikke så tæt på som det her, men effektmæssigt svarede det nogenlunde til det, fortæller Lasse Spang Olsen til BT. Få hele historien i videoen øverst.

Dumt & Farligt har premiere på Zulu den 9. april, og til ære for BTs brugere giver Jan Elhøj og Lasse Spang Olsen en smagsprøve på, hvad du kan forvente, i videoen herunder.