Seks Tv-værter og en enkelt komiker måtte i aftes en tur i havnebassinet i Københavns Nordhavn efter det store Afrika-indsamlingsshow. Men ikke nok med, at det var mørkt, vådt og koldt, så var det også en tyk suppe af E-coli bakterier som de kåde Tv-værter tog en dukkert i.

Kun få hundrede meter fra Nordhavn er det røde flag hejst på stranden ved Svanemøllen og længere inde i havnen ved Islands Brygge, fraråder myndighederne også folk at gå i vandet.

For på grund af weekendens voldsomme uvejr er mange af byens kloakker løbet over, og har sendt litervis af kloakvand direkte ud badevandet, der således er blevet inficeret med farlige E-coli bakterier.

- Der er meget stor sandsynlighed for, at vandet i Nordhavn også var inficeret med E-coli bakterier. Når vi ser på vejrforholdene og de advarsler der er udstedt for områderne omkring Nordhavn, så er der ingen grund til at tro, at der ikke også skulle være farlige E-coli bakterier i Nordhavn, siger leder af vandovervågningen hos firmaet DHI, der bistår myndighederne med badeanbefalinger, Hanne Kaas til Bt.dk.

Men selvom det altså var forbundet med en stor sundhedsrisiko at hoppe i Nordhavn i aftes, så tog både DR vært Kim Bildsøe og TV2 vært Jes Dorph-Petersen samt de kvindelige medværter ved indsamlingsshowet, Cecilie Frøkjær og Puk Elgård en dukkert i bakteriesuppen.

Derudover sprang også de to Bingo Banko værter Anders Stjernholm og Joakim Ingversen i baljen og til sidst i showet lod også komikeren Geo sig overtale til at dyppe sig i det kloakvands-inficerede havnebassin.

Typiske symptomer på en infektion med coli-bakterier er almen utilpashed, diaré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastning og/eller feber og ledsymptomer, skriver Statens Seruminstitut på sin hjemmeside.

Meldingen dagen derpå fra de kække Tv-værter er, at alle indtil videre er fit for fight.