»Tror du ikke, at du skal plukke nogle blomster til hende, Frede?«, »Ole, for helvede!« eller »Nu er du altså nødt til at give noget af dig selv, for ellers tror jeg ikke kvinderne har lyst til at være her!«.

Det skorter ikke på velmenende bemærkninger, direkte opfordringer og følelsesladede ytringer fra programvært Lene Beier i datingprogrammet ’Landmand søger kærlighed’. Et program, der har gjort Lene Beier kendt af den brede danske offentlighed, efter at hun af to omgange har hjulpet en række enlige danske landmænd med at finde kærligheden på TV 2 i bedste sendetid.

Men i sæson to af det populære datingprogram, der netop nu er ved at nå sin afrunding, har den smilende og ellers altid glade tv-vært skruet bissen på over for de medvirkende landmænd. Til bt.dk begrunder hun sin nye og mere offensive værtsstil:

»Jeg gik lidt mere til dem den her gang. Jeg skulle ligesom også finde min egen rolle i det her, for det er jo voksne mennesker. På den ene side skal jeg passe på, at jeg ikke kommer til at virke for mor-agtig over for landmændene, men omvendt set er jeg jo også nødt til at vise, hvad jeg føler. Og er jo min drøm, at de finder en kæreste,« forklarer hun.

Holdet bag ’Landmand søger kærlighed’ er et meget lille tv-hold, der består af en tv-tilrettelægger, to kameramænd, en lydmand og tv-vært Lene Beier.

Når man er et lille tv-hold, knytter man sig derfor meget til de medvirkende i programmet, fortæller Lene Beier og vurderer samtidig, at hendes tætte relation til de medvirkende helt sikkert har spillet ind på hendes engagement i landmændenes situation.

»I løbet af sådan en sæson kommer jeg rigtig tæt på landmændene, som ikke er så vant til at tale om følelser. Og når man ligesom kommer tæt på dem, har jeg det sådan, at jeg gerne vil gøre rigtig meget for at hjælpe dem med at få en kæreste. Det er virkelig noget, de ønsker. Så derfor vil jeg helst ikke have, at de jokker i spinaten,« siger hun.

Samtidig påpeger hun, at hun ligesom deltagerne også er et rigtigt menneske med følelser og holdninger.

»Jeg er ikke en skuespiller, men jeg er også et rigtigt menneske med holdninger. Desuden er jeg heller ikke sat på som vært, for at jeg skal være 100 procent neutral. Når vi optager programmerne, er det meget lidt manus-båret, dvs. at jeg får lov til at være mig selv,« forklarer hun og tilføjer, at hun inderst inde ønsker det bedste for de medvirkende i programmet:

»Det betyder meget for mig, at folk forstår, at det ikke er et eksperiment, vi laver med mennesker. Det er nok også derfor, jeg bliver så berørt af de ting, der sker, for det er ikke noget, vi gør for sjov,« fastslår hun.

Anden sæson af ’Landmand søger kærlighed’ har endnu en gang vist sig at være en kæmpe seermagnet med over 600.000 ugentlige seere. Derfor har TV 2 nu besluttet at køre en sæson 3 af det populære datingprogram.

Sidste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ ruller over skærmen på torsdag klokken 20.35 på TV 2.