TV2´s ankermand igennem 22 år, Jes Dorph-Petersen, anede ikke, hvad han skulle sige, da hans medvært Natasja Crone og kollegerne pludselig dukkede op for at sige farvel for åben skærm.

Det er dagen derpå for TV2´s mangeårige nyhedsvært, Jes Dorph-Petersen. I går sagde han farvel til jobbet som nyhedsvært på Kvægtorvet med flyvende faner efter at have transmitteret fra Dronningen 40 års regentjubilæum i to dage.

Mistede mælet

Men lige inden kameraerne slukkede, overraskede Natasja Crone og TV2-kollegerne ham med en bevæget farvel-fest, der fik skærmen til at dugge og fik den ellers hærdede tv-vært til at miste mælet.

- Jeg blev meget rørt og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde på fornemmelsen, at der skulle ske noget, men havde regnet med, at det blev den klassiske afsked med et glas champagne bagefter. Men jeg blev enormt glad, siger Jes Dorph-Petersen, der karakteriserer dagen i dag som lidt stille.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg nyder, at der ikke er så meget, jeg skal lige nu, men om et par dage skal der nok vise sig et vakuum. Vi har haft så travlt med at forberede regentjubilæet, at der ikke har været tid til at tænke på andet, siger Jes Dorph-Petersen.

Sluttede med bytur

Efter tv-lamperne var slukket, gik han i byen sammen med 25 kolleger.

- Det var dejligt endelig at få tid til at snakke med kollegerne. Mange ville gerne høre, hvorfor jeg holder op, men der har været så meget knald på, at der slet ikke har været tid til at forklare, at det er fordi jeg gerne vil prøve noget andet, mens tid er, og ikke fordi jeg er sur eller utilfreds. Der er ikke noget piv i det her, forklarer Jes Dorph-Petersen.