»Fjols«, »tudeprins« og »useriøs«. På de sociale medier fyr er tonen ofte hård og ubarmhjertig. Det har landmanden Ole Andersen – kendt fra TV2s seersucces ’Landmand søger kærlighed’ – for alvor måttet sande efter sin deltagelse i det populære datingprogram.

For den 53-årige landmands interesse for swingermiljøet har tilsyneladende vakt harme på BTs Facebook-side, hvor det ikke skorter på nedladende kommentarer om landmandens specielle hobby.

Programvært Lene Beier har tidligere rost Ole Andersen for sit mod til at fortælle, at han jævnligt frekventerer den lokale swingerklub. Af samme grund har han ikke fortjent at blive svinet til, mener hun.

»For mig er det helt utrolig vigtigt, at man får lov at være den, man er, og jeg synes på ingen måde, han har fortjent den medfart, han får,« siger hun.

Landmanden Ole Andersen er blevet kendt af mange danskere, efter at han har stået frem som swinger under sin medvirken i TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed'. Et program, hvor en fem enlige landmænd dater en række kvinder for at forsøge at finde kærligheden.

De hårde kommentarer kan måske skyldes, at folk synes, det er synd for kvinderne, fordi Ole Andersen ikke har spillet med åbne kort fra begyndelsen, vurderer Lene Beier. Alligevel er hun overrasket over, at detaljerne om hans privatliv og det såkaldte trekantsdrama har fremprovokeret så mange meningstilkendegivelser.

»Det kommer bag på mig, og jeg forstår ikke, at folk er så hårde ved ham. Jeg synes virkelig, at det er ærgerligt, at vi sætter hinanden i bås i forhold til, hvad man må og hvad man ikke må. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi passer meget på med at overskride hinandens grænser i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert, for folk skal ikke føle sig forkerte i det her samfund,« siger Lene Beier, der selv har en søster, der er homoseksuel.

Samtidig påpeger hun, at Ole Andersen oprindeligt var meget i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle fortælle pigerne om sit forhold til swingerklubben, som han ifølge Lene Beier holder adskilt fra sit personlige kærlighedsliv.

Siden Ole Andersens hobby er kommet offentligheden for øre, har den 53-årige landmand ikke ønsket at udtale sig om sin deltagelse i programmet. Og det kan Lene Beier godt forstå, for kommentarerne på Facebook er ubarmhjertige:

»Ad, Ole. Du farer på alt, der er 37 grader varmt,« skriver Winnie Hansen på BTs Facebookside. Hun bakkes op af Facebook-brugeren Ib Jensen:

»Ole er KLAM! Føj,« skriver han.

Programvært Lene Beier er overbevist om, at ’Landmand søger kærlighed’ er et tv-program, der afføder mange reaktioner blandt danskerne, bl.a. fordi det bliver set af over en halv million danskere hver uge.

Dertil kommer, at det ottende afsnit af det populære datingprogram, der blev sendt onsdag aften, blev set af over 800.000 danskere. Det glæder Lene Beier, men hun ærgrer sig over, at deltagerne får så hård en medfart på de sociale medier.

Hun kan godt forstå, hvis nyheden om Ole Andersens swingerhobby har været »en stor mundfuld at få serveret til aftenkaffen«, men alligevel synes hun ikke, at det er i orden, at danskerne er gået til angreb på de medvirkende.

»Det er jo svært, hvad det er, der får folk til at ytre sig negativt på de sociale medier, men det er i hvert fald ærgerligt, at man gør det. Man kan jo godt ytre sin holdning til, hvad man synes om at være swinger, men man skal lade være med at skrive, at han er klam, for det synes jeg virkelig ikke, han har fortjent,« siger hun.

Samtidig hæfter hun sig ved, at programmet også har affødt mange positive kommentarer på de sociale medier.