Reality-TV er sjovt, når vi kan grine ad de fattige og uuddannede, men når virkeligheden bliver for virkelig – når den bliver pædofil – er det usikkert, hvem der griner ad hvem. Mød Honey Boo Boo.

Du har aldrig hørt om Honey Boo Boo? Godt.

For det er slemt – selv for en TV-genre, som gør i slemt.

Honey Boo Boo er hovedpersonen i en amerikansk realityserie, en lille pige som konkurrerer i skønhedskonkurrencer, og hun ville aldrig i sig selv sælge billetter. Så her er resten af ingredienserne: Hendes familie er den nedre kvartil af alverdens tarvelige vittigheder om de amerikanske sydstater. Moderen vejer 150 kilo, hun har fire børn med fire forskellige mænd, hun snyder næse i karkluden, fjærter i den bedste sendetid og hundser rundt med sine fire børn, mens hun spiser en pose flæskesvær og klipper rabatkuponer.

Sådan går det, og tre mio. amerikanere klikker i gennemsnit ind på hvert afsnit af »Here Comes Honey Boo Boo«.

Men ikke længere, for fanden er løs, og han er pædofil. Og det vender vi tilbage til.

Reality-TV eksploderede for alvor som genre i 00erne, og udsendelser som »Robinson« og »Big Brother« viste vejen; de kom på et tidspunkt, hvor antallet af TV-seere var på vej ned, og i første omgang vendte de tendensen, og det førte til en lemmingeeffekt og et kapløb mod en bundløs bund.

I 2000 var der fire reality-TV-serier i USA; i 2012 var der 320. Konebytte? Purunge mødre? Udholdenhed i eneceller? Alt det og meget mindre er det blevet til, og i august 2012 fik vi så »Here Comes Honey Boo Boo«, fordi vi havde fortjent det.

Branchebladet Hollywood Reporter skrev dengang en nådesløs anmeldelse. »Jeg troede aldrig i mit liv, at et realityshow kunne være så væmmeligt,« skrev anmelderen, Tim Goodman, og opregnede hver en ubehagelig detalje – fra faderen, der er som taget ud af en scene fra »Deliverance«, til moderen, der viser sig at have en skorpe af skidt under en nakkedelle. Og Honey Boo Boos tre søstre – »den ene går under navnet Chubbs, den anden Pumpkin, og den tredje er 17 år og gravid, og selvfølgelig er hun det«. I et af afsnittene får Honey Boo-Boo en kælegris, der møger sig på spisebordet, og hele serien er tekstet, fordi »den åbenlyse mangel på uddannelse og den tykke landlige accent fra Georgia« gør deltagernes lyde umulige at forstå.

Så slemt er det – men det skulle blive meget værre.

Moderen smed faderen ud

I foråret så vi således, hvordan moderen, Mama June, smed sin mand ud. Hun tog ham i at lede efter andre kvinder online, og nu skulle hun tackle familien selv. Ikke at han havde været til meget hjælp, han sad mest tavs og tandløs i et hjørne og rystede på hovedet, men ikke desto mindre – Mama June som enlig mor var efterårets tema.

Bortset fra at Mama June ikke længere var enlig mor. Sladdersitet TMZ afslørede i denne uge, at hun havde fundet sammen med en gammel kæreste – men der var to problemer med ham. For det første var han netop blevet løsladt efter 10 års fængsel for sexmisbrug af børn, og for det andet havde han misbrugt Mama Junes ældste datter, der også er med i serien.

Dermed blev virkeligheden pludselig for virkelig. Så længe det blot var en dysfunktionel, en fattig og uuddannet familie, der tumlede rundt, kunne seerne grine ad dem, og TLC kunne tælle pengene. Men når en dysfunktionel familie begyndte at opføre sig alvorligt dysfunktionelt, når vi kom om på bagsiden af det kolde grin, og det var usikkert, hvem der var til grin – så var det slut. TLC tog serien af plakaten, og som Brian Lowry spørger i Variety: »Hvem er egentlig overrasket over, at det ender sådan?«

Hvad bliver det næste

Nej, det er svært at være overrasket. At se Honey Boo Boo var altid som at se en social ulykke i stop-motion, men deltagerne er ikke de eneste ofre, viser en ny undersøgelse. Seerne er også ofre, for reality-TV gør os ekstraordinært aggressive, skriver tre psykologer i tidsskriftet Psychology of Popular Media Culture. Hvis seerne ser deltagerne eller dommerne i et show opføre sig aggressivt, »tilegner de sig realitystjernernes personlighed og perspektiv«, viser deres forsøg.

Så TV-selskaberne er de eneste vindere. Seerne er ikke, og deltagerne slet ikke. Spørg bare Honey Boo Boo, som på få måneder i al offentlighed har mistet sin far, fået en pædofil stedfar, der engang voldtog hendes ene storesøster, mens den anden søster blev tvunget til at se på, og som nu får besøg af de sociale myndigheder, der overvejer, om hun skal fjernes fra Mama June.

Det er slemt – så slemt, at en eller anden sikkert allerede har fået ideen til en ny realityserie.