Kirsten Palmer, der siden 2006 har kunnet opleves som vært på TV 2 News, bekræfter nu over for bt.dk, at hun skifter til en redaktørrolle på Danmarks Radio.

Fra 1. juni tiltræder Kirsten Palmer som redaktør på Aftenshowet på DR1.

»Det glæder jeg mig meget til. Efter otte år på News synes jeg, der skal ske noget nyt. Det har været fantastisk at være dér, men nu skal jeg være den, der trækker i trådene i kulissen,« siger hun til bt.dk.

På TV 2 News har hun foruden at være vært på nyhederne også været på magasinprogrammer som 'Presselogen' og 'Kulturen på News'.

De mange år på kanalen har betydet meget for den 46-årige vært, og det var svært at sige op, fortæller hun. Faktisk så svært at hun i flere dage forinden havde haft ondt i maven, fortæller hun.

»Det er jo ikke sjovt at skulle sige farvel til folk efter så mange år. Det er en station, der aldrig sover, og man bliver jo en familie, når man har vagter på de mest mærkelige tidpunkter. Vi har jo set hinanden med morgenhår 'klokken kvalme' om natten,« siger hun og understreger, hvor stolt hun er af sin tid på TV 2 News.

»Dengang News startede, grinede folk af helikopteren, og ingen troede, at kanalen skulle blive til noget. Og at den så er blevet den nyhedsmuskel, den er i dag, er jo at fantastisk at have været med til,« siger hun.

Kirsten Palmer bliver på Aftenshowet en af fire redaktører, der leder produktionen og planlægger de fire ugentlige udsendelser.

»Jeg skal hjælpe med til at give lidt mere aktualitet og tyngde. Det er dén retning, Aftenshowet gerne vil gå, og det glæder jeg mig til at gå i gang med« siger hun.

Skiftet til DR er ikke helt så fremmed for den 46-årige uddannede journalist. Før sin tid på TV 2 News arbejdede hun nemlig i en årrække som reporter, vært og redaktør på Radioavisen og P1 Morgen samt DR2-programmerne Deadline og Profilen.