To af de tolv kendte danskere, der til efteråret skal svinge træbenene i 'Vild med dans' fundet.

Hvem skal vi heppe på i årets udgave af 'Vild med dans'? Og stemme på, selvom vedkommende har to venstrefødder? Og hvem bliver det, der kommer ekstra tæt på sin dansepartner?

Det første spørgsmål er vi nu lidt tættere på at finde svar på, for i dag har TV 2 afsløret to af de i alt 12 kendte danskere, der skal medvirke i danseshowet.

Den ene af skuespilleren Stephania Potalivo, der er kendt for sin rolle i komedieserien 'Sjit Happens'. Den anden er også skuespiller - Ena Spottag, som du måske kender fra tv-serien 'Badehotellet'.

Det skriver tv2.dk.

»Det er totalt en pigedrøm, og jeg glæder mig så meget til at komme i alle kjolerne. Jeg synes, det er så fantastisk, at man får lov til at klæde sig ud på den måde og bare gå all in – det er så udansk, og der er ikke noget jantelov der. Det er et helt særligt univers,« lyder det fra Stephania Potalivo til tv2.dk.

»Jeg er jo virkelig en drengepige, og som barn klædte jeg mig både ud som prinsesse og Robin Hood. Jeg var bevidst om, at jeg ikke ville sættes i bås som kvinde, så jeg mandede mig op og spillede fodbold og stod på skateboard med drengene. Men med årene har jeg øvet mig på at være lidt mere pige, og jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Jeg har en lille prinsesse i mig, så jeg glæder mig til kjolerne,« siger Ena Spottag.

Ekstra Bladet skrev i sidste uge, at også sangeren James Sampson skal danse med i programmet, men det er endnu kun bekræftet af sangerens kone.