Den folkekære eventyrer, forfatter og tv-vært Troels Kløvedal modtog lørdag aften æresprisen Otto-prisen ved årets udgave af TV-prisen, der hylder dansk tv og tv-værter.

Tv-prisen blev afholdt på Tivoli Hotellet i København, og Troels Kløvedal modtog stående bifald, da det blev offentliggjort, at han modtog prisen.

Sidste år kom det frem, at Troels Kløvedal er dødeligt syg af lungesygdommen bronkiektasi og den sjældne nervesygdom ALS, og i bogen 'Modne mænd' gav den 73-årige søfarer blot sig selv to til seks måneder at leve i.

Under aftenens prisoverrækkelse holdt hans bror, Bjørn Beha Erichsen, som også er medlem af TV 2s bestyrelse, tale på sin brors vegne, og udover Bjørn Beha Erichsen var også Troels Kløvedals søn, tv-vært Mikkel Beha Erichsen til stede sammen med sin familie, konen Marian Midé Erichsen og Emil og Alfred Erichsen.

I december modtog Troels Kløvedal også en fin hæder, da hans ven og øverste chef for forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Christian Wang, overrakte ham et ridderkors fra dronning Margrethe. Egentlig er det kotyme, at sådan en orden sendes med posten, men i dette tilfælde havde dronningen bedt om at få ridderkorset overrakt personligt.

Troels Kløvedal har gennem sit liv været på tre jordomsejlinger og flere andre togter til nære og fjerne destinationer. Fra sit berømte skib Nordkaperen har han løbende ladet danskerne følge med i sine mange eventyr gennem både tv-programmer og gennem sine bøger. Trods sin sygdom arbejder Troels Kløvedal i øjeblikket på sin 18. bog.

Otto-prisen, der er opkaldt efter Otto Leisner, er tidligere tildelt blandt andet tildelt Jarl Friis-Mikkelsen, Karen Thisted, Michael Meyerheim, Søren Ryge Petersen, Ingolf Gabold, Bubber og Ulla Therkelsen mfl.