Dramaet om BBC-successen Top Gear fortsætter. I sidste uge blev stjerneværten Jeremy Clarkson suspenderet efter ballade under optagelserne, og nu nægter hans to medværter at fortsætte uden deres kammersjuk. Det skriver engelske Telegraph.

James May og Richard Hammon, som de to herrer hedder, fik tilbuddet om at afslutte sæsonen og lave de resterende programmer af bilprogrammet uden Jeremy Clarkson. Men det faldt ikke i god jord.

Jeremy Clarkson blev suspenderet af sin arbejdsgiver efter en eskapade under optagelserne til programmet. En engelsk radiostation fortalte, at Clarkson havde slået en producer, men BBC's officielle udmelding var, at der havde været et 'højrøstet argument' mellem de to.

Bilprogrammets værter, der bliver set af over fem mio. mennesker hver uge bare i England, manglede at færdigproducere tre afsnit af programrækken, men BBC måtte droppe at vise dem. Det har kostet både seere og penge i bunkevis, fordi BBC allerede har solgt programmet til tv-stationer verden over.

Tidligere torsdag kom det frem, at BBC arbejder på at få Jeremy Clarkson tilbage på programmet. Hans skæbne er endnu ikke afgjort, men en kilde i BBC fortalte engelske Daily Mail, at tv-stationen arbejder på at ansætte en form for babysitter for problembarnet Clarkson.

Babysitteren, der ville blive øverste chef på optagelser, skal sørge for at Clarkson undgår ballade, hvilket han tidligere har haft mere end svært ved.

Allerede i maj sidste år fik Clarkson sin sidste advarsel efter han havde brugt et racistisk ord i en børneremse - for rullende kameraer. Det er også lykkedes Clarkson at blive stenet ud af Argentina og fornærme både mexicanere og muslimer.

Ifølge flere engelske medier bliver Clarksons fremtid afgjort i næste uge. Her skal BBC generaldirektør tage stilling til, om bægeret er flydt over med den kontroversielle værts eskapader, eller om han skal tages til nåde og fortsætte på Top Gear.